Sladder om det danske kongehus appellerer ikke kun til danskerne. Udenlandske avislæsere har også kastet sig over rygterne om vores dronning, prinser og prinsesser.

Nys om en dansk skandale
I Australien kører historien om kronprinsesse Mary, der har svært ved at håndtere kronprins Frederiks fortid med de mange smukke og tæt knyttede ekskærester. Under overskriften ‘Notes on a Danish scandal’ fokuserer engelske The Daily Mail på det efter sigende ustabile ægteskab mellem Mary og Frederik.

Avisen glæder sig samtidig over, at den royale sladder for en gang skyld ikke handler om landets egne prinser og prinsesser, der jævnligt optager plads i de kulørte ugeblade.

For få uger siden satte den danske forfatter Trine Villemann gang i de royale rygter herhjemme. Med sin nye bog ‘1015 København K’ slog hun fast, at Alexandra har en stor hemmelighed på prins Joachim, at Mary græd af jalousi, og at dronning Margrethe er en dårlig mor.

Men nu er den royale sladder altså nået uden for den danske andedam.

Forfatter efterlyser bedre monarki
Den tidligere royale reporter valgte at skrive bogen, fordi hun mener, at danskerne fortjener et bedre monarki. Det fortalte hun i et tidligere interview med metroXpress.

»Jeg elsker kongehuset, men det danske monarki står bomstille. Det var tid til at ruske op i det og starte en debat,« siger Trine Ville­mann.

Forfatteren stillede sig samtidig uforstående over for anklagen om, at hun hænger kongehuset ud.

»Den der med, hold kæft hvor er jeg gået tæt på, den forstår jeg slet ikke. Min bog er den rene skovtur i for­hold til, hvad der ellers skriver om kongehusene rundtom­kring i Europa. Jeg forstår slet ikke, at folk bliver forarget,« siger hun.