Jeg har en gammel klassekammerat, som jeg skrev med for nylig. I folkeskolen hang vi sammen som ærtehalm, og selv om vi i dag sjældent ses, holder jeg stadig meget af hende. For nylig skrev vi sammen om hendes oplevelser med at komme på det lokale jobcenter. 

Hun er så uheldig at være ramt af arbejdsløshed. Selvom hun har gjort alt det rigtige og har taget en relevant uddannelse, så er der intet arbejde at få. Derfor er hun i øjeblikket endt i arbejdsløshedssystemet med alt, hvad det indebærer, som så mange andre i vores generation. 

Hun oplever, at systemet spilder hendes tid. At pengene bruges på kontrol i stedet for kvalificeret hjælp. At det hænger sådan sammen, har vi hørt fra mange sider, og den nye regering er i gang med at ændre systemet fra at være et kontroltyranni til at være en reel hjælpende hånd. Så langt så godt. 

Men hun oplever også en anden trist ting: at alt for mange unge bare hænger ud, og at tiden i jobcentret bliver brugt ved en computer på Facebook og andet tidsfordriv. At vi opholder de unge i stedet for at holde dem op på, at de skal videre. Skal i gang. 

Jeg deler hendes bekymring. For tallene viser desværre, at det ikke kun er på hendes jobcenter, tidsfordrivet foregår. Der er 80.000 unge i Danmark, som i et halvt år eller endnu længere har været bænkevarmere. Inden for de seneste seks måneder har de hverken haft et arbejde eller været på skolebænken. 80.000! Det er virkelig uhyggelige tal. 

Som generation er vi hårdt ramt af krisen. Det er os, der ikke får en chance for at komme ind på arbejdsmarkedet, fordi der altid står en ved siden af, som har mere erfaring. Og som må droppe drømmeuddannelsen, fordi der ingen lærepladser er. 

Men at vi finder os i, at 80.000 af vores kammerater ikke får hverken et tilbud om arbejde eller uddannelse, det er for langt ude. Det er ikke godt nok, når min gamle klassekammerat beretter om unge på jobcentrene, der spises af med kontanthjælp og en computer til at surfe på nettet og tjekke kammeraternes opdateringer på Facebook. 

I mine øjne er der noget helt galt, når 80.000 unge på vores alder ikke bliver mødt med et ordentligt tilbud og en forventning om, at de selvfølgelig tager imod det. Vi skal ikke dele kontanthjælp og andre ydelser ud til så mange unge og acceptere, at de ikke skal gøre andet for pengene end at møde op. Det er hverken godt for den enkelte eller for samfundet. 

Det kan gøre rigtig ondt på en generation af unge, hvis alt for mange ender på offentlig forsøgelse i lang tid. Da vi kæmpede imod høj arbejdsløshed i begyndelsen af 90’erne, var det også de unge, der dengang blev ramt. Men det virkelig triste i den historie er, at de stadig er ramt her næsten 20 år senere. Halvdelen af de unge, der var hårdt ramt dengang, er ikke i arbejde i dag.

Det er jo en sand gyser, at vi er ved at se det samme ske for vores egen generation i 2012. 

Vi må ind i kampen og levere uddannelsestilbud og arbejde til den store gruppe, der i dag står uden noget. Vi har brug for reformer, der får den store gruppe i gang. Det handler om ret og pligt: De 80.000 unge skal have ret til et ordentligt tilbud om arbejde eller uddannelse. Og når de får det, har de pligt til at tage imod det. 

Vi bliver nødt til at hanke op i os selv, i samfundet og i de 80.000, der i seks måneder har siddet på bænken. De må ikke blive næste generation af udskiftere, der aldrig kom på banen.