Huxi Bach giver i dagens klumme et overblik over ugens vigtige og mindre vigtige begivenheder

PÅ denne plads vil jeg fremover bringe et overblik over ugen, der er gået. I komprimeret form. En maggi-terning, om man vil. Alt det gode fra ugen tilsat lidt farvestof og smagsforstærker! Og lad os starte med den varme kartoffel – betalingsringen. Eller som regeringen pludselig ud af det blå er begyndt at kalde den: trængselsringen. Det er, som om det er gået op for Helle & co., at ordet betalingsring har en lidt negativ klang. Især nu, hvor alle de socialdemokratiske omegnsborgmestre er begyndt at sætte store spørgsmålstegn ved det fuldendte i betalingsringen. Undskyld: trængselsringen!

Status p.t. er således, at man regner med at få cirka et sted mellem 700 millioner og 2 milliarder kroner i indtægter, og prisen for at krydse ringen bliver cirka et sted mellem 25 og 40 kroner. Ringen kommer til at ligge cirka omkring København. 

Effekten vil blive et sted mellem billigere billetter til tog – hvis man spørger SF – og tog, der faktisk kører, men uden rabat – hvis man spørger S – og ‘vi er ligeglade, bare vi får den globale Tobin-skat!’, hvis man spørger De Radikale!

Hvis man spørger på Facebook, var ugens tophistorie til gengæld Whitney Houstons død. Et trist punktum blev sat for en af de seneste årtiers største stemmer. Og en endnu mere trist debat fulgte om, hvorvidt man kunne tillade sig at begræde Whitney Houstons død, når nu der var børn, der sultede i Afrika. Svaret er ja! Selvfølgelig kan man det! For et empatisk menneske kan godt føle sorg for mere end en ad gangen. Til forskel fra dem som hidsede sig meget op over, at Whitney-fans formastede sig til at sende en sidste hilsen på Facebook. 

Til syvende og sidst handler det jo ikke om, hvad man gør på Facebook. Hverken Whitney eller de sultne i Afrika kan høre dig der! Det handler om, hvad du gør, når du har logget af. Enten gør du noget aktivt for at hjælpe. Eller også logger du på igen og poster et billede af et sultent barn.

Herhjemme er der også mennesker, som godt kunne have det bedre. De bor på landets plejehjem. Vi har godt vidst, at ikke alle plejehjem var som Thyra Franks plejehjem, Lotte, hvor der er høj cigarføring og portvin. Og derfor har en kommission det seneste år arbejdet på en rapport om, hvordan man kan forbedre forholdene for vores gamle. Rapporten kom forleden. Og den var udmærket, hvis det havde været en rapport om, hvordan man forbedrer forholdene for fanger i et fængsel! Jeg nævner i flæng et par forslag til forbedring fra rapporten:

‘… maden bør have smag.’

‘Beboerne skal have mulighed for at få frisk luft hver dag.’

‘Bleer er sidste udvej og må aldrig blive en erstatning for personlig pleje’ – Wow!

Men der var også opløftende nyheder i ugen. En af deltagerne i årets ‘Paradise Hotel’ fik en slem forskrækkelse, da hun pludselig blev sløj. Ikke fordi det gik op for hende, hvor hun var, men fordi hun troede, at hun havde fået enten aids, kræft, pest eller kolera. Og som hun selv oplyste, var hun ikke vaccineret mod nogen af de førnævnte. Heldigvis viste det sig ikke at være nogen af de sygdomme, men blot et hedeslag. Således opmuntret kan vi konkludere – man får hverken aids, pest, kræft eller kolera af at være med i ‘Paradise Hotel.’ Det er faktisk slet ikke farligt at deltage. Det er meget værre at komme på plejehjem!

God weekend.