Først Tønder. Så Brønderslev. Og nu tyder meget på, at også Vejle kommer på danmarkskortet over steder, hvor uhyrlige overgreb mod børn er foregået.
Her er en i dag 49-årig far anklaget for at have misbrugt sine to døtre seksuelt i et kolonihavehus.
Overgreb, som han ifølge anklageskriftet inviterede andre mænd til at deltage i. Ud over faren er tre andre mænd tiltalt i sagen – herunder farens lettere retarderede storebror og en anden lettere retarderet mand. Dertil kommer overgreb begået af en nu afdød mand, som faren ifølge anklageskriftet solgte sin yngste datter til for penge eller stoffer. Overgrebene fandt sted i 2002 og 2003, og børnene var dengang henholdsvis 8 og 15 år.
Politiet fik først kendskab til sagen i 2009, og ifølge flere eksperter i seksuelt misbrug er det ikke usædvanligt, at ofrene først anmelder sagerne år efter overgrebene. Det kan betyde, at der ligger et isbjerg af lignende sager, som bare venter på at dukke op til overfladen.
»Seksuelt krænkede børn er plaget af skyld og skam. Derfor fortæller mange børn først om overgrebene, når de når voksenalderen. Der er helt klart et stort mørketal, der kan blive til nye sager,« siger leder af Støttecenter mod Incest i København Jette Lyager.
Hun tilføjer, at så længe børn vokser op med alvorligt omsorgssvigt, vil det generere nye krænkere:
»En lille del af de omsorgssvigtede børn vil selv som voksne udadreagere med vold eller seksuelle overgreb. Det bider sig selv i halen, og det sociale sikkerhedsnet er ikke fintmasket nok til at stoppe det.
Samtidig har vi som almindelige mennesker svært ved at tro på, at børn bliver udsat for sådanne uhyrligheder, og så griber vi ikke ind. Det er en alvorlig barriere.«
Også leder af Center for incestramte og seksuelt misbrugte i Midt- og Nordjylland Erni Galgani vurderer, at Vejle-sagen vil blive efterfulgt af nye misbrugssager:
»Der ligger meget og lurer lige under overfladen. Børnene skal samle mod til at fortælle det.«
De fire tiltalte mænd i Vejle-sagen har alle været varetægtsfængslet, men er nu løsladt.
Sagen kommer for retten i Kolding den 31. oktober og yderligere tre dage i november.

















































/templates/img/global/5-col-line.jpg)




