Rastløse, nervøse og hungrende efter at komme på. Sådan følte størstedelen af de 200 amerikanske unge det efter et forsøg, hvor de blev isoleret fra alle former for elektroniske medier i et døgn.
Mange pegede på det nærmest angstfremkaldende i at være elektronisk afskåret fra vennekredsen. Det er, fordi det er vennerne, de unge er afhængige af, siger Malene Charlotte Larsen, der forsker i børn og unges brug af sociale medier ved Aalborg Universitet.
»Medierne er blot knyttet ind som en del af den måde, unge har venskaber på. Unge hungrer efter at vedligeholde og bekræfte deres venskaber, og det gør de konstant via medierne. Ofte taler de om ingenting, når de er på Facebook eller sms, for det er den bekræftelse, der ligger i at få et svar, der er vigtig.«
De 18-21-årige, der deltog i forsøget, var da også så tæt forbundne via medierne, at det at afskære dem var som at opløse deres sociale liv. Selv om de unges symptomer lignede alkoholikerens, skal man ikke sygeliggøre dem, fastslår sociolog og misbrugsbehandler på behandlingscentret Majorgården Magnus Larusson.
»Der vil være nogle få, hvor forbruget og behovet kan blive næsten sygeligt. Men almindelige mennesker – også voksne – kan få symptomerne, uden at det er afhængighed på linje med alkoholisme. Du kan sådan set blive afhængig af hvad som helst, der gør dig godt tilpas,« siger Larusson.


















































/templates/img/global/5-col-line.jpg)









