Der er ikke plads til dem i ungdomsfængslerne. I stedet må de unge fængslede fra den sidste tids uroligheder nu sidde i isolation i voksenfængsler.

Ifølge Roskilde Dagblad sad hele 45 unge under 18 år i begyndelsen af denne uge varetægtsfænglset i et fængsel for voksne. Og da mindreårige ikke må pleje omgang med de ældre fanger, betyder det i praksis, at de isoleres i deres celler.

Amnesty International kalder situationen forkastelig.
»Det er dybt forkasteligt, at vi i et retssamfund som det danske bryder FN's børnekonvention i stedet for at oprette flere pladser til de unge kriminelle på døgninstitutionerne,« siger jurist hos Amnesty International, Claus Juul, til Roskilde Dagblad.

Spiser alene
Blandt andet kan den 17-årige, der er sigtet for at sætte ild til Hundigeskolen natten til søndag, nu se frem til endnu to uger alene i den celle, hvor han har tilbragt de sidste fire dage. De unge fik i går forlænget sin varetægtsfængsling, men der er ikke plads til at anbringe ham på en af de sikrede institutioner, som han ellers burde befinde sig på.

Disse unge kommer ikke med på gårdtur, ligesom de ikke spiser med de øvrige fanger.

Isolerer børnene for at leve op til konvention
Danmark underskrev FN's børnekonvention i 1989, hvori der i artikel 37 står, at »Barnet må ikke udsættes for tortur og skal behandles ordentligt, hvis det er i fængsel.«

»Samfundet har en forpligtigelse til, at børn ikke afsoner sammen med voksne, og det er på ingen måde acceptabelt, hvis man er nødt til at isolere dem i fængsler for at leve op til de krav, siger Claus Juul.

Han bakkes op af den 17-åriges forsvarer, der i retten i Roskilde i går begærede sin klient løsladt.

»Når unge sidder varetægtsfængslet i et fængsel for voksne, er det i praksis ensbetydende med isolationsfængsel. Det er i mine øjne ude af proportioner, sagde Mikael Dreyer ifølge Roskilde Dagblad i går i retten, før dommeren valgte at forlænge varetægtsfængslingen frem til den 6. marts, hvilket er godt en uge mindre, end anklageren ønskede.