Den er der, den hvide stol, men i stedet for kliniske farver og et blankt loft er der rolig musik og film i loftet til at dæmpe lyden af det hvinende bor.

47-årige Susan Christoffersen har tandlægeskræk, men sidder alligevel i stolen hos tandlæge Maj-Britt Liliendahl på Højbro Plads i København. Men det er nu heller ikke en helt almindelig tandlæge. Her bliver der taget hensyn.

»De har tiden, de har roen. Stedet her er uundværligt,« siger Susan Christoffersen, mens hun rokker rundt på tandlægestolen.

Maj-Britt Liliendahl sidder med opsat hår i sin gule T-shirt og hvide bukser. Hun er 45 år og har haft tandlægeklinikken på Højbro Plads i fem år.

Hun sætter en stor ære i at tage sig god tid til patienterne. Specielt dem, der har det svært med at gå til tandlæge.

»Mennesker, der er bange, har brug for tid. Jeg bruger den tid, der er brug for,« siger hun og fortæller om det ekstratillæg på 845 kroner per 30 minutter, hun tillægger prisen, når der skal tages ekstra hensyn og god tid.

Og tid er der brug for, når man først skal finde ud af, hvor patienterne har ondt. Det er nemlig langt- fra alle, der er gode til at forklare, hvor det er, de har ondt.

»Mange patienter er ikke så gode til at beskrive, hvor de har ondt. Typisk må man tage det fra en ende af,« siger Maj-Britt Liliendahl med et smil.

Hvis patienter er bange, er der rig plads for dem til pauser, en kop kaffe og en lille snak om livet, hvis det er det, der er brug for. En løftet venstre hånd fra en patient får straks Maj-Britt til at stoppe, ligegyldigt hvad hun har gang i.

Det sker dog, at nogle patienter er sværere at klare end andre i dagligdagen som tandlæge.

»Helt unge piger har typisk en forventning til verden om, at alt skal være perfekt og uden ubehag. De kan godt være lidt mere angste,« siger Maj-Britt Liliendahl.