Diskoteksejerne på sydens solkyster kan godt begynde at lade skumkanonerne og fadølsanlæggene, for en hær af danske teenagere er på vej. En rundringning, metroXpress har foretaget, tyder på, at flere unge end nogensinde rejser på såkaldt drukferie.
Dansk Ungdomsferie har oplevet en salgsfremgang på 20 procent i forhold til sidste år, oplyser direktør Jesper Schousen:
»Vi har rigtig god interesse for vores rejser i år, så jeg tror ikke, at de unge mennesker har mærket meget til finanskrisen,« siger han.
Rejseselskabet Ungferie firedoblede omsætningen sidste år og forventer at sælge mindst lige så mange billetter i år. 
Massiv markedsføring på skoler, Facebook og afholdelse af fester har lokket mange unge til:
»Vi kommer rundt på alle skolerne og lægger kataloger, hænger plakater op og deler flyers ud. Og så holder vi handelsgymnasiefester. Det skaber en stor interesse,« forklarer Steffen Mols, der er direktør i Ungferie.
Det er primært unge i gymnasiealderen, der tager på ferie for at drikke, score og feste, siger Jeppe Risum, der er direktør i Uptours.
»Forældrene vil gerne have, at de får lidt kultur, men det er de unge ligeglade med. De vil have fest, det er der i Sunny Beach, og derfor er stedet populært,« siger Jeppe Risum.
Alhoholforsker Morten Grønbæk er dog bekymret for tendensen. Han mener, at drukferierne fører til et større alkoholmisbrug:
»Mange af dem, som er massivt eksponeret for alkohol i 14 dage, vil blive ved med at have et meget højt forbrug, når de kommer hjem, og måske ender nogle oven i købet med at blive afhængige,« siger Morten Grønbæk, direktør for Statens Institut for Folkesundhed.