Venstre har ikke forpasset en eneste mulighed for at anklage regeringen for løftebrud. Men nu er oppositionens største parti  ved at vikle sig selv ind i en ubehagelig diskussion om løftebrud, hvis det – hvad meget tyder på – indgår forlig med regeringen om øgede energiafgifter.

Venstre har nemlig signaleret, at partiet er parat til at acceptere et forlig, der hæver energiafgifterne med 3,9 milliarder kroner i 2020. Det er 300 millioner kroner mere, end VK-regeringens eget energiudspil fra maj 2011 og vil koste en gennemsnitlig husstand 1.400 kroner om året. Det er 300 kroner mere pr. husstand, end VK-regeringens energiudspil.

Dermed ser Venstre ud til at gennembryde den forsvarslinje, partformand Lars Løkke Rasmussen (V) ellers selv byggede op i sin tale på partiets landsmøde i november:

»Vi vil være tro mod de to forsvarslinjer, som jeg trak op allerede på valgnatten: Vi skal ikke gøre det dyrere at være dansker, og vi skal ikke sende flere danske arbejdspladser ud af landet. Det er de to principper, Venstre kommer til at forsvare indtil næste folketingsvalg,« sagde han dengang.

Den skarpe retorik har gjort Venstre sårbar, anfører politisk kommentator på TV 2 Henrik Qvortrup:

»Holder de her tal, er det et løftebrud. Men der har været et pres fra baglandet om at indgå forlig med regeringen. Samtidig kan Venstre ikke holde til at ligge i hængekøjen frem til næste valg. Så ud fra en helhedsvurdering har Venstre vurderet, at det vinder mere ved at gå med i forliget, end de taber ved blive beskyldt for løftebrud,« siger han.

Også valgforsker Rune Stubager, Aarhus Universitet, påpeger, at Venstre står med et forklaringsproblem:

»Samtidig giver det Venstre en ulden platform fremover. For når det godt må blive dyrere at være dansker denne gang, hvad gælder så næste gang? Men skaden er begrænset, fordi eventuelt utilfredse V-vælgere ikke rigtig har nogen steder at gå hen – ud over til Liberal Alliance.«

Men netop Liberal Alliance, som for længst har meldt sig ud af energiforhandlingerne, lægger ikke skjul på, at det vil udnytte hullet i Venstres selvproklamerede forsvarslinjer:

»Det står nu tindrende klart, at der kun er ét parti, der er imod at gøre det dyrere at være dansker, og det er Liberal Alliance, og alle vælgere er hjertelig velkommen i Liberal Alliance,« siger politisk ordfører Simon Emil Ammitzbøll (LA).

Socialdemokraterne glæder sig over, at Venstre ser ud til at løbe fra sit løfte til danskerne, men vil ikke pege fingre.

»Danskerne forventer, at deres politikere bruge tiden på at skabe resultater gennem brede forlig og ikke på at skyde på hinanden,« siger politisk ordfører Magnus Heunicke.

Politisk ordfører Ellen Trane Nørby (V) vil ikke forholde sig til, om Venstre er på vej til at begå løftebrud, men hæfter sig ved, at det er lykkedes Venstre at få regeringen til at skære 1,75 milliarder kroner af sit oprindelige energiudspil.