Han mangler stadig cirka 30 lande. Men ellers har fotograf Danny Goldfield fra USA taget billeder af børn fra alle verdens nationer. 160 er det blevet til, siden han i 2003 satte sig for at finde og fotografere et barn fra hvert land i verden i en og samme by: New York.
Ved at opsøge sine naboer, gå i kirker, moskeer og kulturelle foreninger, tale med taxachauffører og bruge internettet har han på fem år fundet frem til børn fra så forskellige steder som Bahamas, Kroatien, Algeriet, Senegal, Island og Tyrkiet.
»Jeg begyndte ganske en-kelt at gå rundt i mit nabolag, på restauranter og frisørsaloner, og tale med folk. Efterhånden som projektet fik omtale, begyndte folk selv at henvende sig,« fortæller Danny Goldfield, der en dag fik besøg af en mor og hendes datter fra Hviderusland, som havde hørt om hans idé og gerne ville hjælpe ham.
Fotografi for fred
Ideen til projektet, som har krævet hans fulde opmærksomhed i fem år, fik Danny Goldfield, da han i 2003 mødte Rana, som er sikh, på en tankstation.
Ranas brødre var blevet dræbt efter terrorangrebet den 11. september 2001, som ofre for ‘hatecrimes’. Men i stedet for at leve i frygt besluttede Rana sig for at besøge alle sine naboer og rive fordomme ned.
»Jeg vil gerne vise, at det er muligt at leve i fred og fordragelighed side om side,« siger Danny Goldfield.
Han har tidligere arbejdet med filmfotografering, men aldrig ejet et kamera, før han begyndte på ‘NYChildren’, som projektet hedder.
Alle de fotograferede børn er under 12 år og bosiddende i New York. Enten fast eller med udstationerede forældre. En liste over de nationer, som Danny Goldfield mangler, samt mere information om billederne kan findes på projektets hjemmeside NYChildren.org.
50 af Danny Goldfields 160 billeder kan fra i dag ses hos Galleri Fedt i Nansensgade i det indre København.






























































/templates/img/global/5-col-line.jpg)









