Bronkitis, astma, migræne, forhudsforsnævring? 

Et eller andet fejler man jo nok. Lægerne siger, at en rask mand eller kvinde er en person, som de ikke har fået undersøgt grundigt nok. Jeg synes, der dukker flere og flere nye sygdomme op. Hver gang jeg hører om en ny sygdom, får jeg alle symptomerne. 

Formiddagsaviserne har for lang tid siden fundet ud af, hvad der sælger en avis. Førhen var det politiske skandaler og nøgne piger. I dag sælges en avis ved at skrive på forsiden: ‘Sådan undgår du kræft’.

 En af de nye sygdomme, der er dukket op, hedder ortoreksia. Det er folk, der er sygeligt besat af sundhed. De kaster sig over fitness, løbeture og kilovis af rå økologiske grøntsager, kemisk renset klid eller broccoli kogt i vand fra en bestemt sydsvensk kilde, hvor vandet er ekstra rigt på mineraler. 

Mine venner er hoppet med på vognen. De siger aldrig til mig, at de har travlt. De siger: 

»Jeg er stresset«.  

Jeg svarer: 

»Og hvad så? Livet gør nu og da ondt«.  

Det er lidt af en tvangstanke, at det ikke må være forbundet med ubehag at leve. Når man skal nå en masse, er man naturligvis helt oppe at køre. Det er ikke sjovt! Men det er ikke det samme, som at man er syg. 

Man er heller ikke syg, hvis man bliver ramt af melankoli, fortvivlelse. Måske er man bare eftertænksom. Man har opdaget, at man ikke har en kæmpe kodimagnyl i blodet, der langsomt opløser sig, så man ikke mærker noget som helst. 

Ulempen ved den enorme fokus, vi har på sundhed i vort samfund, er, at vi bliver mere og mere syge. Ikke forstået sådan at det ikke er fint, at vi arbejder på at forbygge og kurere sygdomme, men forstået sådan at vi efterhånden ikke vil acceptere det mindste ubehag, før vi sætter os foran computeren og prøver at finde en sygdom på nettet, der passer med vore symptomer. Måske er vi ikke syge. Vi er bare i live. 

Da jeg var præst i en kirke i Los Angeles, havde jeg en person i menigheden, der altid fejlede noget. Jeg havde en fornemmelse af, at hun havde gjort sygdommen til en livsattitude. En dag spurgte jeg hende: 

»Vil du være rask«? 

Hun blev så tosset, at hun klagede til biskoppen over mig. Men det er det spørgsmål, vi må stille os selv gang på gang: 

Vil du være rask? Vil du se på både livets glæder og genvordigheder, lykke og ulykke, som en helt naturlig del af det at være menneske?