Der er unægtelig en del, der adskiller de to Rasmussen’er, Løkke og Fogh. Men på ét punkt har den nuværende og tidligere statsminister noget til fælles. Nemlig svagheden for en tur på racercyklen.

I den forstand er der jo en vis indre logik forbundet med, at Lars Løkke Rasmussen midt i en af sit politiske livs værste kriser griber ud efter cykel-metaforikken: Situationen er op ad bakke. Nu skal næste tinde bestiges. Og Løkke fast­holder sin helt egen kadence. Ingen skal tvinge ham til at skifte klinge.

Men ét spørgsmål henstår stadig ubesvaret for de cykel-interesserede: Har Løkke nu også tilstrækkelig gode ben til at klare strabadserne derude på statsministeretapen? Dén lod Løkke ligesom svæve i luften på gårsdagens pressemøde. Klogeligt erkendte han ganske vist, at han er i krise. Men sad der nogle der­ude og forventede en forsikring om, at han også er manden, der kan træde sig ud af proble­- merne, leverede statsministeren ikke varen. Tværtimod. Meget oprigtigt – det må man gi’ ham – lod han forstå, at han ikke tager bjergtoppene med samme lethed som forgængeren.

Han kunne faktisk lige så godt have sagt: Lille Lars fra Græsted har ikke samme politiske tråd som Fogh. Det har de færreste jo. Men ikke desto mindre opsigtsvækkende med en statsminister, der så ærligt erkender sine begrænsninger.

Løkke forsøger sig med en ‘tag mig, som jeg er’-strategi. Ræsonnementet er tydeligvis, at han lige så godt kan gøre en dyd ud af nødvendigheden, når forskellene fra forgængeren alligevel er så åbenlyse. Nu skal danskerne lære at holde af – og allerhelst respektere – ham som den, han er. Dét var dybest set formålet med gårsdagens medieoffensiv – et sandt tæppebombardement af liveoptrædender på begge kanaler. Strategien har givetvis sit publi­- kum blandt dem, der hylder forestillingen om en statsminister, der er som alle os andre – med tilhørende barns sygedag og andre udfordringer fra hjemmefronten.

Løkke er snublende tæt på at smide medlidenhedskortet. Tag for eksempel denne bemærkning fra presse­mødet: ‘Statsminister er jeg kun i en periode, men far er jeg altid.’ Sympati skal det nok vække. Men respekt? Den er straks værre. Især når medieoffensiven ikke indeholder noget håndgribeligt bud på, hvad statsministeren vil her og nu – ud over at bede, ja, næsten trygle om vores forståelse. Og dét er Løkkes problem i en nøddeskal.

Danskerne ser ham nok som et menneske på godt og ondt. Men som en leder for nationen? Den halter for øjeblikket.