Det er især S og SF’s forsøg på at fastholde og tiltrække to forskellige typer af vælgere, der er årsagen til, at betalingsringen utallige gange er blevet udskudt og forsinket for nu til sidst at blive droppet helt. 

Det vurderer ekspert i vælgeradfærd og lektor ved Aarhus Universitet, Rune Stubager.

»Set fra Socialdemokraternes side er der fare for, at de vælgergrupper, som skal betale for ringen, vil ryge til den blå side. Mens de vælgere, som vil nyde godt af ringen, bliver i rød blok uanset, hvad der sker,« siger han.

De typiske socialdemokratiske vælgere har en bil og kan lide at bruge den, lyder beskrivelsen, og for dem ‘batter miljøhensyn ikke så meget igen’. 

Omvendt er det en helt anden type af vælgere, som SF forsøger at fastholde eller tiltrække grundet deres slunkne meningsmålinger.

»Traditionelt er SF glade for kollektiv transport, fordi det er en kollektiv løsning, der giver mulighed for transport til de svageste i samfundet. Hvis det bliver dyrere, så rammer det de svageste hårdt, og SF betragter kollektiv trafik som et velfærdsgode,« siger han og peger på, at den type vælgere vil sive til Enhedslisten.

Derfor er det ikke nødvendigvis potentielle SF-vælgeres egen pengepung, de har i tankerne, når de vælger parti, forklarer Rune Stubager.

»Måske tilgodeser en betalingsring egne SF-vælgere, men nok så vigtigt er betalingsringen led i en politik, som støtter samfundets svageste, og det støtter SF-vælgere op om,« siger han og tilføjer, at også miljøhensyn vejer tungt for SF’ere.