Hvornår mistede Danmark viljen og evnen til at kende forskel på en fredelig aktion og en voldelig terrorhandling?

De kongelige sikkerhedsfolk på den røde løber overfaldt Nora fra Greenpeace i samme sekund, hun, som den lille dreng i 'Kejserens nye klæder', sagde, hvad hun mente: »Politicians talk, leaders ACT,« stod der på det gule skilt, hun foldede ud. Rigets mænd handlede hurtigt - førte hende væk, og hun kiggede lidt forvirret rundt, inden hun forsvandt bag de kongelige fløjdøre.

Det var om aftenen den 7. december, og der var klima-gallamiddag på dronningens slot i riget, hvor ytringsfrihed har samme status som kronjuvelerne - dog særligt, når den nævnes i samme åndedrag som 'flæskesteg'.

I 'Kejserens nye klæder' råbte drengen: »Han har jo ikke noget tøj på!« da den nøgne konge gik forbi, og folk råbte det samme i kor. Men ingen af gæsterne ved klima-middagen nåede at opdage eller støtte Nora - for hun og det gule skilt blev gemt væk, inden hun nåede at åbne munden.

Senere skete der det samme for hende, som for den unge mand med sandhedstalen i filmen 'Festen'. Hun blev straffet. 20 dage i fængsel, med et enkelt besøg af sine to børn.

Det forvirrede blik havde ikke forladt hende, da hun kom ud igen og indså, at selv om der var masser af handlekraft, da man ville redde middagens gæster fra hendes gule skilt, var der meget mindre at finde, da man skulle redde jordens klima.

Hvordan kan vi fortælle verden om ytringsfrihed og demokrati i den ene tale og i den anden forsvare 20 dages fængsling af en fredelig aktivist?

I 1974 dannede Christianias teatergruppe Solvognen en hær af julemænd, som lavede aktioner mod arbejdsløshed i otte dage. Den sidste dag gik de ind i Magasin, tog varer ned fra hylderne og gav dem til kunderne. Julemands-hæren er udvalgt som et ud af de 12 mest betydningsfulde danske scenekunstværker på linje med 'Jeppe på bjerget' og 'Sylfiden' i justitsminister Brian Mikkelsens kulturkanon.
    
Hvordan ville politiet mon reagere over for julemands-hæren i dag? Ville de bruge tåregas og skud mod benene? Var skuespillerne blevet fængslet i måneder? Har vi mistet vores humor og fornemmelse for proportioner?

Et samfund, der slår hårdt ned på fredelige aktioner og demonstrationer, kan ende med at få voldelige demonstrationer og terror som svar. Et sundt demokrati har en aktiv befolkning og ytringsfrihed for alle. Lad os åbne dørene for Nora fra Greenpeace. Godt, du kom - kom indenfor.