Hvis man så os lidt på afstand, lignede vi nok nogle, der kunne være med i ‘Exorcisten’. Armene blev kastet op i luften, vi dansede rundt i store cirkler og lo samtidig helt ukontrollerbart.

Nej, der var ingen tvivl – det må have set mærkeligt ud. Men det var der tilsyneladende ingen forbipasserende, der syntes. Solen var netop stået op, da jeg ankom til en lille have med palmetræer udenom og med udsigt til det Arabiske Hav i Mumbai, Indien. En håndfuld sariklædte kvinder sludrede stille på stranden, og der var en blød lyd af bølger, der ramte sandet.

Så ankom vores lærer. Om Prakesh er en varm, smittende glad mand, der har afholdt gratis lattertimer på dette fredelige sted de seneste 14 år. Worli Laughter Club mødes hver morgen i Walkers Garden på Worli Seaface Road.

Han kom straks over til mig, og et stort smil bredte sig over hans ansigt, mens han varmt trykkede min hånd.

»Er du klar til at le?« spurgte han.

Så kom der pludselig en masse andre marcherende ind, de fandt et sted i græsset at stå, og klokken slog seks.

»Vi ler, selv når det er det vildeste uvejr,« fortalte Om stolt.

Lattersamlingerne begyndte i Mumbai i 1995 på initiativ fra doktor Madan Kataria, og de er siden blevet populære i hele Indien – og verden. I dag kan man få lattertimer i over 60 lande, ofte i kombination med yoga. Men det handler om mere end bare et godt grin. Blandt de mange sundhedsfordele er forbedring af immunforsvaret og endda positiv indvirkning på astma.

Vi begynder med nogle åndedrætsøvelser og dyb messen, og så begynder Om at få os til at fnise, og det udvikler sig snart til hysterisk latter helt nede fra maven. Jeg føler mig ekstremt genert og lurer lidt på de andre. Deres skuldre rokker frem og tilbage, hele tandsættet er i brug. Jeg bestemmer mig for at slappe af og glemme genertheden.

»Le op mod himlen!« råber Om.

Jeg læner nakken så langt tilbage, at jeg kun kan se blå himmel og hvide skyer, og latteren kommer rullende.

Timen fortsætter med en masse forskellige, virkelig underlige øvelser – jeg var vild med at brøle som en løve – indtil vi til sidst var helt færdige og ikke kunne le mere.

Klokken var halv otte, og jeg følte mig frisk og oplivet, da jeg sagde farvel til mine nye venner. Snart var jeg igen opslugt af Indiens mest intense by, dens hvirvlende dufte og kaotiske gader, hvor tuk-tukkerne susede gennem spontane cricketkampe, og gamle damer sad sidelæns på motorcykler. Jeg kunne ikke lade være med at le.