Wien er stedet, hvor den østlige og den vestlige kultur mødes.

Levestandarden er en af verdens højeste, og priserne er rimelige i sammenligning med mange andre store europæiske byer. Her er en fantastisk mængde kultur dens størrelse taget i betragtning: fra klassisk musik og jazz til undergrundsmusik, her foregår noget hele året rundt. Der kommer mange unge fra alle verdenshjørner for at studere i byen – også musikere, der gerne vil have en klassisk uddannelse. I de seneste fem år har det virkelig rykket i Wiens musikliv med klubber, festivaler og nytænkende steder med internationale musikere. 

 
Første gang
Et godt sted at starte er museerne og gallerierne. Der er en grund til, at de er verdensberømte, og de er ekstremt forskellige. Køb så en 24-timers billet til byens transportsystem og tag en tur ud af byen. Fra bykernen tager det 20 minutter med bus at nå skoven, bakkerne eller de landlige yderdistrikter. Stå af, hvor du har lyst – måske ved Donau, så du kan tage en tur ned ad den i båd, ved bakkerne, så du kan vandre i dem … eller ved en kro, så du kan nyde et glas lokal vin.
 
Cool clubbing
Et af mine yndlingssteder er Rhiz (rhiz.org), og i det tidligere lidt skumle distrikt Gürtel er det Fluc og Fluc Bar (fluc.at). Her er musikken en blanding af elektronisk underground, dj-fester og liveoptrædener. 
Prater Sauna-klubben tæt på Wiens Prater-for-lystelsespark har et fantastisk program med lokale og internationale dj’er og livemusik. Publikum er ungt, og nætterne er svedige og lange. Den udendørs terrasse og poolen gør den også til et hotspot for hippe typer om sommeren (pratersauna.tv). Et par andre små, supercool klubber er The Market (markette.wordpress.
com), Sass (sassvienna. com) eller Salon Leopold (cafe-leopold.at) i museumskvarteret (et fantastisk sted at hænge ud både sommer og vinter). Hold øje med Loud Minoritys fester. De har de fedeste og friskeste fester og holder dem de mest utrolige steder. Musikken er alt fra fremtidsagtig hiphop og breaks til den nyeste elektroniske dance (theloudminority.com). Lyt til radiostationen FM4 for opdateringer på livemusikken, for eksempel i programmet ‘La Boum Deluxe’, som jeg selv er vært for en gang om måneden (fm4.orf.at).
 
Festivaler
Den gratis udendørs POP-fest har masser af bands fra Australien (popfest.at), mens Donau-festivalen har et bredere internationalt program med pop, rock og eksperimenterende musik (donaufestival.at). Wien Modern er et højdepunkt for fans af moderne musik, og den finder sted både i Wiens smukkeste koncertsale og på småbitte spillesteder (wienmodern.at). På Viennale Film Festival kan du lytte til musik og diskutere den med andre (viennale.at).
 
Spis
Hidden Kitchen i byens første distrikt har kreativt tænkt, virkelig velsmagende mad (hiddenkitchen.at), mens Zum Finsteren Stern er det perfekte sted til en god middag på den skønne terrasse, og så ligger det lige i hjertet af første distrikt (Schulhof 8 i Parisergass). Hvis det skal være mere 
lokalt og autentisk, kan jeg anbefale en traditionel 
Wien-bistro som Das Rebhuhn (rebhuhn.at) eller Heurige, en  serie små, traditionelle, familieejede kroer, der serverer lokal vin og mad, og som findes i byens yderdistrikter. Vegetarmad fås ikke bedre end hos Köstlich (koestlich.biz). En af mine personlige favoritter er Kiosk, en gourmetpølsebod i sjette distrikt (xpedit.at).
 
Barer med god musik
Jeg vil anbefale de små barer og klubber i femte, sjette og syvende distrikt. På små jazzklubber som Blue Tomato i 15. distrikt (bluetomato.cc) eller den berømte Miles Smiles er der flere liveoptrædener om ugen (miles-smiles.at).
 
Sov
Vil du bo internationalt, kan du prøve det nye hotel 25 Hours med cirkustema (25hours-hotels.com). Kulthotellet Hotel Orient udlejer værelser på timebasis, lige noget for eventyrlystne par (hotelorient.at).