»Den allerbedste måde at opleve øen på er i en kajak,« sagde Paolo, min Ibiza-guide, da vi padlede ind i endnu en vanvittigt smuk bugt.

Jeg spejdede ihærdigt efter tømmermændshærgede fest-aber, men der var ikke en sjæl nogen steder. Vandet lappede blidt mod bådens sider, en let, kølende brise legede med mit hår, fugle svævede oppe i den blå himmel og forsvandt ud over de dybe kløfter og frodige bakketoppe.

Ja, det kunne godt se ud, som om den legendariske festø har en blødere side, og Paolo gjorde alt, han kunne, for at vise den frem.

Ibiza er i den grad ved at forvandle sig til en destination for dem, der har lyst til et lille hyggeligt eventyr, og er simpelthen ved at genopfinde sig selv.

Den er stadig hjemsted for verdens største natklubber med dj’s som Pete Tong og Carl Cox for slet ikke at tale om god musik fra folk som Florence & the Machine og The Streets. Men der er et liv uden for VIP-lokalerne.

Man kan ro i kajak langs hele Ibizas 210 kilometer lange kystlinje, så Paolo og jeg blev nødt til at tage en beslutning. Vi havde egentlig bestemt os for at tage til Cala Nova på Ibizas østkyst, men en voldsom blæst tvang os til at finde ud af noget andet, så vi bestemte os for den dramatiske sydkyst, hvor der ligger en masse smukke laguner, der er populære blandt fiskere og ikke alt for solbrændte turister.

Vi padlede ud fra den lille småstenslagune Es Torrent, hvor der kun ligger en (men nok så dyr) strandbar, og gled mod øst langs den ujævne kystlinje.

Den er beskyttet mod det åbne vand af Ses Illetes, en samling klippeformationer lige ud for kysten, og derfor var der knap en krusning på vandoverfladen.

Jeg lod blikket glide ud over havet og op på de smukke palæer oppe på klippen – heldige dem, der kan vågne op hver morgen til den udsigt. Det lune vand, som har den smukkeste jadegrønne farve, var lige så stille, som det var klart. Under overfladen kunne jeg se neptungræs, der klyngede sig til sandbunden og svingede i strømmen – det er en art tang, der kun findes i Middelhavet.

Det var Paolo, der brød stilheden.

»Det her er et af de mest fantastiske hjørner af Ibiza, men der er næsten aldrig nogen, der kommer her,« fortalte han stille.

Mens jeg roligt padlede af sted mod Porriog-bugten, så jeg en hel række bittesmå klinkebeklædte fiskerhytter dybt nede i hjørnet af den forladte strand og en håndfuld små træbåde, der var trukket op på sandet Det var virkelig et sted, hvor kun de lokale kom, et hemmeligt sted, hvor du kan komme væk fra øens vilde feststemning. Men sig det ikke til nogen!