… at lave
»Det er ikke så firkantet, at jeg enten har fri eller ikke. Når jeg rejser, er det enten for at tage på oplevelse, eller også er det for at skrive. Derfor kan jeg også godt lide at lave research – stikke fingeren i jorden og spørge: ‘Hvad handler det om hér?’ At finde hverdagen. De største kulturelle forskelle viser sig i den hverdag, stedet er landet på – ikke i folkedragter og sære skikke.«
… at besøge
»De steder hvor hverdagen udspiller sig, hvor fiskeriet finder sted, jorden dyrkes, eller vildtet jages. Jeg vil gerne opleve, hvordan man får det daglige brød og ikke mindst, hvad det består af. Jeg søger de kulturelle manifestationer, og derfor undgår jeg også de større turistattraktioner.«
… at opleve
»Det uventede. En himmelbegravelse, som jeg oplevede den i Tibet, hvor liget blev parteret og spist af gribbe. Kulturchokket, hvor verden åbner sig i nye og overraskende dimensioner, og man får den sjældne oplevelse, at efter dette vil man aldrig mere være den samme.«
… at undgå
»Alt for store selskaber af landsmænd, som har en tendens til at tage det, jeg kalder ‘dansk normalvirkelighed’, med, uanset hvor de kommer hen. Danskere kan man kende på, at de altid sætter sig ned ved et stort bord og snakker dansk med hinanden.«
… at slappe af ved
»Alt med hav. Hav og gerne koralrev, hvor jeg kan dyrke fridykning, det vil sige dykke uden andet udstyr end maske, finner og snorkel. På landjorden kan vi se tre dimensioner, men kun bevæge os i to. Men ved dykning kan man netop bevæge sig i alle tre dimensioner. Jeg kan svømme op og ned og rundt om koralerne – det svarer lidt til at se en fugl i et træ og så kunne flyve op og rundt om den. Der er mange ting, jeg ikke er, men jeg er lidt et havmenneske. Og jeg kan godt lide at bevæge mig i et andet element på lånt tid.«
…at blive overrasket over
»Livets og dødens mangfoldighed. Jeg kan godt lide, at livet er anderledes, end jeg ellers havde troet, det var. At opleve, hvordan forskellige kulturer gør tingene på deres egen måde. Jeg vil gerne i kontakt med det fremmede. Det giver mig uventede input og udvider min horisont. Og det samme gælder dødens mangfoldighed. Forskellige kulturer tænker jo også forskelligt på døden – som himmelbegravelsen, jeg oplevede i Tibet, er et godt eksempel på.«
… at spise
»Store mængder af seafood fra havets uendeligt varierede spisekammer.«
… at købe med hjem
»Så lidt som muligt. Hvad enten det handler om en lokal drik eller en farvestrålende souvenir. Det er lidt som at pakke sæbebobler i kufferten, når man åbner den, er de bristet igen og har ikke efterladt sig andet end våde pletter.«
… at tage billeder af
»Jeg tager ikke billeder. Det lader jeg hjernen om.«













































/templates/img/global/5-col-line.jpg)








