Solen skinner, og vi sidder på en sten og nyder de varme vinterstråler, mens vi skuer ud over ruinerne af Forum Romanum, Romerrigets centrum. Området strækker sig hundredvis af meter i flere retninger, og der er et væld af triumfbuer og rester af bygninger i mere eller mindre velbevaret stand. Det er storslået, fascinerende, indtagende – og ret uoverskueligt. 

Vi tager guidebøgerne frem og forsøger at læse os til, hvad der er hvad. Mon det var derovre, Julius Cæ­sar boede? Nej, vent lidt – det må være der. Nej, det kan også være dén bygning. Selv med en guidebog i hånden er det svært at hitte rede i, hvad der er hvad, og på vanlig italiensk manér er der ikke nogen skilte, der fortæller, hvad du ser. 

Vi bliver til sidst enige om bare at gå rundt og indsnuse stemningen i stedet for at gå med næsen i bøgerne. Inden længe støder vi på en gruppe turister med guide, og det er næsten umuligt ikke at lytte efter, hvad han fortæller. Pludselig bliver stedet levende, mens han fortæller om livet i magtens centrum i oldtidens Rom. Vi spørger, om vi må slutte os til følget, og det er helt i orden. De næste par timer suger vi til os af viden og gode histo­rier. Vi finder ikke alene ud af, hvor Julius Cæsar boede; vi ser også Neros og Augustus’ paladser og meget, meget mere. 

Da rundvisningen er slut et par timer senere, aftaler vi med guiden, David, at vi vil møde hans kollega til en rundvisning i Vatikanet og vatikanmuseerne, inklusive Det Sixtinske Kapel, den følgende dag. 

Det skulle vise sig at være en fremragende idé – ikke bare på grund af de mange spændende informationer, vi fik, men også af den simple årsag, at vi sammen med guiden og resten af følget sprang timevis af kø over. Mens folk tålmodigt ventede, kom vi i en anden kø for guidede ture, som gik væsentligt hurtigere. Vi var inde på museet på under en time, og her fik vi alle sammen udleveret en lille radiosender med høretelefoner, så vi hele tiden kunne høre guiden, uden hun skulle råbe for at stemmen kunne nå ned bagest i flokken. Det fungerede perfekt og gav en illusion af, at vi ikke var 40-50 turister i flok. Vi kunne bevæge os i vores eget tempo og behøvede ikke at stå i rundkreds om guiden, mens hun fortalte om de overvælden­de mange kunstværker af mestre som Michelangelo, Rafael og Leonardo da Vinci. 

Det endte med, at vi i løbet af vores forlængede vinterweekend i Rom gjorde det til en vane at finde en guide ved de forskellige seværdigheder. De står og råber foran Colosseum, Peterskirken og de andre store attraktioner, og så er det bare at gå efter den, der lader til at tale bedst engelsk – eller fransk, tysk og spansk, hvis du foretrækker det. Rom er en gigantisk turistmagnet, og det betyder, at du skal stå i kø overalt – men når du har guide, springer du mange steder køerne over, og konkurrencen er så hård, at priserne er absolut rimelige. Med det fif i baghånden, kan du både nå at se flere attraktioner på kortere tid, undgå at få køkuller, og du kommer hjem med et væld af viden og skægge anekdoter, som du ikke kan læse dig til i guidebøgerne.