… at lave
»Når jeg rejser, gør det selvfølgelig en forskel, om jeg er af sted for at give koncerter, eller om jeg er på ferie. På ferier er jeg god til at slappe af, men jeg er nysgerrigt anlagt, så jeg sørger også for at få kulturelle inputs. Jeg kan godt lide kontrasten i at opleve gamle templer i
Indien på én rejse og for
eksempel at udforske hypermoderne områder af Tokyo på den næste rejse.«

… at besøge
»Jeg kan lide at besøge mine venner og bekendte rundt omkring på kloden. Min gode ven Stephen rejser en del i Nepal og arbejder med forskellige projekter derude, så Kathmandu er et af de næste mål for mig. Jeg vil gerne besøge nogle af de ældgamle områder i Kathmandu og Bhaktapur, som skulle have nogle af verdens smukkeste pagoder.«

… at undgå
»På rejse forsøger jeg at undgå at tænke i de samme baner som herhjemme. På den måde får jeg skabt rum i tankerne til, at jeg kan blive inspireret af andre måder at leve livet på.«

… at spise
»Jeg er vild med chili i alverdens afskygninger. Samtidig ved jeg næsten ikke noget bedre end at kunne vælge mellem alverdens friskfangede skaldyr. Jeg er nok lidt barnlig i forhold til den mad, jeg spiser. Den må ikke være rodet sammen, retterne skal helst være simple og ligge hver for sig på tallerkenen, og så skal det frem for alt være lækkert at se på.«

… at slappe af ved
»Jeg slapper af med en bog på stranden og bestemt også i familie og venners gode selskab på rejser. Der er stor madglæde både i min familie og blandt mine venner, så vi gør noget ud af at finde de lækre, autentiske spisesteder, som lige laver den helt rigtige kylling-karrysuppe.«

… at købe med hjem
»Jeg har ry for at kunne spotte store håndflettede kurve på kilometers afstand. Store keramikfade og skåle har jeg da også slæbt nogle stykker med hjem af. I storbyer er det sko, der har min ubetingede kærlighed, så designerbutikkerne i blandt andet New York og Tokyo aflægger jeg helt klart et besøg eller to eller tre …«