Se tigrene på Lolland
Man skal langt ud på landet i sydvestlige hjørne af Lolland for at finde denne campingplads, der ligger omgivet af hav og marker, så langt øjet rækker. Men med både geder, heste, kaniner, marsvin og høns som nærmeste naboer, vil børnene nok heller ikke så mange andre steder hen. Bliver kaninerne lidt for tamme, kan man dog køre til Knuthenborg Safaripark på 40 minutter, hvor rigtige tigre og elefanter kan opleves i naturlige omgivelser.

Adresse: Albuen Strand Camping, Vesternæsvej 70, 4900 Nakskov.
Priser: Mellem 35 og 70 kroner per person per nat og
mellem 30 og 60 kroner for pladsen. Hund koster 20 kroner.
Hytter: mellem 425 og 650 kroner per dag.
Tjek www.albuen.dk

Egern, der ikke stikker af
Krohavens Familiecamping ved vestkysten byder på tre søde bjerggeder og halvtamme egern, marsvin og fugle i bur. De mere aktive dyreelskere kan leje en kano på campingpladsen og nyde det vilde fugleliv ved Morup Mølle Å. Her er det også muligt at medbringe heste, ligesom børnene kan få lov at køre en tur i hestevogn.

Adresse: Krohavens Familiecamping, Stenbjergkirkevej 21, Stenbjerg, 7752 Snedsted.
Priser: Mellem 25 og 60 kroner per person per nat. 10 til 20 kroner for pladsen.
Hytter: Mellem 250 og 400 kroner per dag.
Tjek www.kh-camp.dk

Tag selv hesten med
Camp West nær Varde er et rent paradis for dyreelskere. Ud over en minizoo, byder campingpladsen også på folde til hestecamping, så man kan medbringe sit eget ridedyr. Ikke langt fra pladsen ligger Krondyrreservatet i Oksbøl med Danmarks største bestand af kronvildt, og så er området et af de steder i Danmark, hvor det er muligt at spotte sæler. Der er selvfølgelig også en fiskesø, og man kan tage sin hund med gratis.

Adresse: Camp West, Baunhøjvej 34, 6840 Oksbøl.
Priser: mellem 36 og 72 kroner per person per nat. 25 kroner for pladsen.
Hytter: Fra 344 kroner til cirka 600 alt efter antal personer.
Tjek www.campwest.dk

Klap æslet i Billund
Billund Camping har hele pakken med legeplads, minigolf og mini-motor­cross. Men hvis fingrene klør efter at klappe en varm pels, byder pladsen også på en minizoo med æsler, kalve, heste, geder og kaniner. Inden man bestiller en plads, er det dog vigtigt at vide, at campingpladsen ligger mindre end 500 meter fra Legoland. Og godt nok er kaninerne søde, men de er ikke så søde, at børnene ikke opdager det.

Adresse: Billund FDM Camping, Ellehammers Allé 2, 7190 Billund.
Priser: mellem 40 og 83 kroner per person per nat og mellem 30 og 50 kroner for pladsen.
Hytter: Mellem 500 og 880 kroner per nat.
Tjek: www.billundcamping.­dk

Fodr gederne
På den naturskønne Skanderborg Sø Camping kan man komme nærkontakt med både geder og gedder. Den ene slags har pels, den anden har skæl. Når man bor på pladsen, må man fiske gratis i søen, og her er gedderne på fem til syv kilo. Men pladsen har også sin egen gedeflok, og hver dag kan børnene deltage i fodringen. 

Adresse: Skanderborg Sø Camping, Horsensvej 21, 8660 Skanderborg.
Priser: Mellem 39 og 94 kroner per person per nat. Pladsen er gratis.
Hytter: mellem 350 og 600 kroner per nat.
Tjek www.campingskanderborg.dk