Stanken af halvt og helt fordærvet kænguru når mig, længe før øjnene har fanget den. Det er en vanvittigt modbydelig stank.

Kænguru-kadaverne ligger med alt for korte intervaller spredt i vejkanten som triste vidnesbyrd på, at her er de op til 50 meter lange lastvognstog, road trains, landevejenes ukronede konger.

Australien er på alle måder et BYO-land (Bring Your Own), og de mange velkomne nasi goreng-risretter og kolde sodavand, der tilbydes overalt i Sydøstasiens utallige småboder langs vejene, er nu erstattet af menneskefattige (kængurufyldte), isolerede landeveje gennem den australske ødemark.

Inden jeg forlod Darwin-kanten i sidste uge, nåede jeg at få tudet ørerne fulde af velmenende råd og bekymringer om, hvor farlig den australske outback er, hvor enorme distancerne og solens strålefarer er – og hvor vanvittigt det i øvrigt er at ville krydse kontinentet på cykel, solo og uden backup! Det med afstandene er helt rigtigt.

Ofte er der cirka 100 kilometer mellem forsyningerne (vand!) og noget, der kan minde om civilisation.

Solen mærker jeg også, for den brænder på mig dagen lang med cirka 50 grader, men jeg har efterhånden udviklet en høj tolerance for solstrålerne og har en varmere-sistens som en Nasa-rumdragt.

Magisk stilhed
Fuldt udrustet med camping- og kogegrej og med op til 10 liter vand og tørfoder til en uges tid er cyklen blevet en tung makker, men tilfredsheden ved at være uafhængig og selvforsynende opvejer til fulde anstrengelserne.

De første 500 kilometer ad den historiske Stuart High-way, der over mere end 3.000 kilometer gennemskærer Australien fra Darwin i nord til Adelaide i syd, ligger bag mig.

Og jo, gu’ fanden er det hårdt arbejde og jo, landskabet er monotont og usel-skabeligt, men efter mere end ni måneder i befolkede og ofte kaotiske Sydøstasien nyder jeg afvekslingen i de enorme vidder, isolationen, stilheden og det store tankerum, som dette åbner op for.

Outbackens magiske intethed har en umådelig tiltrækning på mig, og ligesom det at skrue ned for de materialistiske behov sætter også de ensformige landskaber tanken fri.

Der er stadig næsten 4.000 kilometer til Melbourne på sydkysten, der lokker med Australian Open i tennis i januar.

Men at cykle tværs gennem Australien rummer for mig mere end blot den fysiske rejse, for der er en æterisk, en mere delikat del, der kun vanskeligt lader sig indfange i det sproglige rum.
Og her taler jeg ikke om den æteriske stank fra de lemlæstede kænguruer i vejkanten, som jeg utvivlsomt vil møde hundredvis af i de næste mange uger ...