Der er altid brok over Roskilde Festivals musikprogram, men i år har kritikken været særligt intens. Alt for få kendte navne på plakaten og en heftig mangel på brede rockband, der kan samle festivalen til fællessang, lød den efterhånden velkendte klagesang.

Men lad os slå det fast med det samme: Roskilde Festivals succes står og falder heldigvis ikke med, hvor mange store navne der bliver booket til Orange Scene. Og Roskilde Festival skal ikke tilgodese et aldrende kritisk pressekorps.

Roskilde Festival skal være progressiv og ikke for alle. Den skal turde præsentere nye navne, udvide horisonten og overraske de stadigt nysgerrige og unge af sind. Den skal sætte en dagsorden, selv skabe hovednavne og stole på, at publikummet kommer alligevel. Som det gjorde i år, hvor der blev meldt udsolgt, flere uger før Veto åbnede Orange Scene.

Festivalen har ved hårdt arbejde og stor kreativitet opnået den luksusposition, at mange gæster ikke nødvendigvis indløser billet på grund af musikprogrammet. De indløser billet til ‘Roskilde-oplevelsen’. En uge med fest, frihed og en fandens masse god musik, som man ikke nødvendigvis kendte i forvejen, men som man er klar på at give en chance. For i Roskilde har man paraderne nede.

Og så er der naturligvis det helt centrale fællesskab. For gæsterne på Dyrskue­pladsen er opmærksomme på hinanden. De mødes, kysser, knalder, skåler og danser med hinanden. Og det er ikke en fællesskabsfølelse, der behøver at have rod i menneskehavet foran Orange Scene. Den bruser også gennem et telt med 2.000 mennesker eller på det vidunderligt kaotiske campingområde, hvor der venter oplevelser rundt om hvert eneste hjørne. Oplevelser, som altså ikke fremgår af festivalplakaten.

Og oven i det var musikprogrammet i år faktisk forbløffende stærkt. Navne som PJ Harvey, Destroyer, OFWGKTA, James Blake, Big Boi, Kurt Vile, Janelle Mónae og Lykke Li står bag nogle af de bedste plader, som er udgivet det seneste års tid. Det var fantastisk at have dem samlet på dansk jord side om side med så unikke show som Magnetic Mans dubstep-brag, Kuti-brødrenes afropop-fest og Chris Cunnighams sansebombardement.

Og de stærkt kritiserede hovednavne med M.I.A., Arctic Monkeys, The Strokes, Iron Maiden, L.O.C., Portishead og Kings of Leon i spidsen formåede faktisk at samle folk omkring den orange teltdug. Bevares, Beyoncé eller Arcade Fire havde pyntet som kronjuveler i  programmet, men der er altid nogen, der slipper igennem nettet.

Så lad os glædes over, at Roskilde Festival har holdt fast i sin skarpe profil og vilje til at prioritere kvaliteten. Og selv om årets festival blev mærket af enorme regnskyl og et forfærdelig trist dødsfald, har den udstukket en sikker kulturkurs, der bør sikre dens relevans mange år fremover.