Mikkel Hansen har været udskældt for ikke at ramme niveau, men når det gælder, er mageløse Mikkel på plads, og det var han for alvor i går, hvor han bankede 9 af de 21 mål ind. Og mens han hold guldfadet under armen efter sejren, måtte landsholdsstjerne lede efter ordene.

»Det er svært at forklare, jeg er lidt i mangel på ord i øjeblikket. Jeg tror, det eneste jeg tænker på lige nu, det er at komme ud og fejre det her med alle de andre. Vi har været sammen om det her. Man vinder som et hold og taber som et hold, og i dag synes jeg, vi vinder rigtig meget som et hold, vi står rigtig godt i forsvaret og får lige løbet en kontra i ny og næ,« forklarer en tydeligt målløs Mikkel Hansen, mens holdkammeraterne strømmer glade forbi ham.

Fortjent var det også Mikkel Hansen, der scorede det afgørende mål, hvor han nonchelant driblede langsomt op ad banen i en kontra i kampens sidste minut.

»Jeg vil egentlig gerne lade vær med at afslutte, for ligesom at trække tiden, men så ved jeg også, at reglerne siger, at hvis man er så fri, så vil de bare hæve armen, og så vil jeg ind og skyde, og jeg kan se på ham, at han overhovedet ikke gider tage bolden, så det var fint nok, haha,« forklarer venstrebacken, mens et smil kommer frem på læberne.

Og som sin træner leder dette års EM også Mikkel Hansens tanker hen på et eventyr.

»Det har været et klassisk eventyr, starter stille og roligt med at man mødes af en masse forventninger, jagter det lille håb og lige pludselig kommer vi videre, og semifinalen, svær modstander faktisk dem der har spillet bedst, lukker vi ned, og i dag møder vi et hjemmebanehold som er den helt store hurdle, de har jeg ved ikke hvor mange mennesker i ryggen, og alligevel står vi imod og vinder.«

Journalisterne prøver at holde på stjernen, der tydeligvis helst vil ud til sine holdkammerater, og derfor slutter han klogt:

»Snak med mig om en måned eller et eller andet, der tror jeg, jeg kan sige mere om det her.«