Der var engang. 

Det er næsten for nemt, men det danske herrelandshold afsluttede i går håndboldeventyret på fineste vis, da spillerne kunne hæve det runde trofæ efter at have slået det serbiske hold på hjemmebane med 21-19 i en tæt pakken Beograd Arena. Foran godt 20.000 serbiske fans. 

Og da guldmedaljerne var kommet om halsen, var eventyr da også noget af det første, landstræner Ulrik Wilbek havde i tankerne.

»Der var engang en mand, der skrev en fortælling om den lille grimme ælling. Den behøver danskerne jo ikke mere, for nu kan de bare fortælle om det forfærdelige håndboldlandshold, der var så dårligt og blev ved med at skrige sig selv op til at være europamester. Og de var nogle grimme fyre og tabte kampene og så lige pludselig, da de kom ned på jorden igen, så endte det med, at de vandt,« sagde landstræneren med et eventyrligt stort – og smøret grin.

Og for at blive i terminologien måtte det kære landsholdsspillerne gennem mange prøver, før det hele kunne blive godt. 

De første tre prøvelser i mellemrunden gik knapt så godt. Men heldigvis fik Danmark hjælp af en god fe ved navn Polen, som sørgede for, at de danske drenge fik fornyet energi og til sidst kunne besejre den store stygge serbiske drage.

I finalekampen var heltene især at finde i forsvaret. 

Takket være en dansk jernmur, kom Danmark hurtigt foran, mens der skulle gå fem minutter før Serbien fik scoret. Samtidig stod målmand Niklas Landin sin hidtil bedste kamp og reddede hele 19 ud af serbenes 38 skud. Når man dertil lægger en Mikkel Hansen i storform, der bankede ni mål ind, var det intet under, at Danmark kunne kysse guldmedaljerne til sidst.

Og netop Mikkel Hansen virkede også næsten målløs efter, at guldet var i hus.

»Det er fuldstændig vanvittigt, fra at spille exeptionelt ringe til ... ja, jeg tror det var mentalt svært for os, at vi tabte de første, men så synes jeg det viser kaliber og kvalitet at vi rejser os,« sagde Mikkel Hansen, inden han fortsatte:

»Det er også heldigt, men det her mesterskab har også vist, at hvis man ikke var der 100 procent, så tabte man,« fortalte Mikkel Hansen, mens han holdet guldfadet solidt under højre arm.

Og da hallen var tømt for tilskuere, var der stadig en eksplosion af glæde inden i spillerne, ikke mindst hos aftenens anden hovedperson, Niklas Landin.

»Nu er jeg faldet lidt ned, hallen er tom, men det er stadig lige fedt. At kigge op på det danske flag og se, at det hænger øverst, det tæller så meget. Vi har været igennem rigtig meget i den her turnering. To nederlag, og alligevel står vi her. Det er fantastisk,«sagde Niklas Landin.

Og sådan skete det, at et dårligt landshold kunne blive til den smukkeste guldsvane. 

Ikke desto mindre vandt det jo guldet til sidst, og det er ganske vist ...