Viborgs håndboldkvinder har de seneste to sæsoner nærmet sig et næsten suverænt niveau. Sidste år vandt de både ligaen, pokalfinalen og ikke mindst Champions League-trofæet, og i år er de endnu engang med i finalerne i Champions League og i den hjemlige liga.

Samtidig er der ikke længere noget håndbold i FCK efter denne sæson. Det betyder, at der er en væsentlig konkurrent mindre for Viborg at slås med i næste sæson – oven i det kæmper flere klubber lige nu med store økonomiske problemer. Det bekymrer TV 2’s håndboldekspert, Bent Nyegaard.

»Det er meget svært at se, hvem der skal true Viborg. Holdet er en magtfaktor, som er meget langt fra de andre konkurrenter. Randers er på vej med et fint hold, men jeg anser afstanden til Viborg for at være for stor. Viborg er simpelthen blevet for suveræne,« mener Bent Nyegaard.

Han er samtidig bekymret over skævvridningen i dansk kvindehåndbold.

»For turneringen og håndbolden generelt er det et problem, at al elitehåndbold findes i Jylland. Den lille   geografiske spredning betyder, at klubbernes økonomiske fundament bliver dårligere,« siger Bent Nyegaard.

Viborgs træner, Jacob Vestergaard, mener ikke, at det forholder sig helt så firkantet. Der vil stadig være  masser af udfordringer for Viborg i næste sæson.

»Vi er ikke så skråsikre på vores dominans. Vi siger farvel til en masse landsholdsspillere og kommer til at starte forfra igen med en masse unge spillere. Det bliver en kæmpe udfordring. Jeg tror, at Randers kommer til at byde op til en tango sammen med FC Midtjylland og KIF Vejen,« siger Jacob Vestergaard, som dog deler Bent Nyegaards bekymring over, at FCK forsvinder fra ligaen til næste sæson.

»Det er brandærgerligt, at FCK forsvinder. Det bekymrer også mig, at vi nærmest spiller om et jysk mesterskab og ikke et danmarksmesterskab.«
Hos finalemodstanderen Randers begræder træner Jan Leslie også FCK’s afgang fra den bedste række.

»Jeg kan godt være lidt nervøs for håndbolden som landsdækkende sport. Med FCK mister vi også nogle spændende håndboldpersonligheder – som for eksempel Anja Andersen,« siger Jan Leslie.
Randers-træneren mener dog, at man skal slå koldt vand i blodet, inden man afskriver de andre hold oggør Viborg til næste sæsons mester.

»Det er svært at spå om fremtiden, før næste sæsons spillermateriale er på plads. Vi har også stadig en finale mod Viborg, som ikke er afgjort, og som kan blive en rigtig spændende kamp, selv om Viborg er favoritter på papiret,« siger Jan Leslie.