Tingene vendte tilbage til normalen i AFC South i sidste sæson, hvor Indianapolis Colts igen satte sig tungt på tronen, efter at Tennessee Titans havde haft den til låns i en enkelt sæson. Det ligner en gentagelse i år. Spørgsmålet er bare, om der er andre hold fra divisionen, der skal med i slutspillet.

1. Indianapolis Colts (#1 i 2009 med 14 sejre og 2 nederlag)

Nyt:
På banen er der ikke sket de store ændringer i forhold til 2009-sæsonen, men det er der til gengæld uden for banen. I sine hidtidige 12 år har quarterback og sidste års mest værdifulde spiller i ligaen Peyton Manning ikke haft andre offensive koordinatorer end Tom Moore, men nu har Moore overladt tøjlerne til Clyde Christensen. Reelt har Manning dog været hjernen bag Colts’ angreb de seneste mange år, så det er tvivlsomt, om skiftet vil få betydning.

Stærkeste led:
Det er næsten overflødigt at skrive, men der er ingen over eller ved siden af Manning. Hverken hos Colts eller i NFL generelt. Takket være den firedobbelte MVP havde Colts igen et af ligaens bedste kasteangreb i 2009. I Dwight Freeney og Robert Mathis har Colts desuden en af de bedste duoer, når det kommer til at lægge pres på modstandernes quarterback.

Svageste led:
Mens kasteangrebet lå i top, havde Colts i 2009 NFL’s dårligste løbeangreb. Desuden er træner Jim Caldwells Cover 2-forsvar for nemme at løbe imod. Det kan safety Bob Sanders’ genkomst måske afhjælpe, hvis han ellers undgår skader som den, der holdt ham ude i hele 2009.

Hold øje med:
Wide receiver Anthony Gonzales gik i stykker for resten af sæsonen i den allerførste kamp i 2009. Alligevel kørte Colts’ velsmurte angrebsmaskine derudad. Så hvad kan det dog ikke blive til, nu hvor han er tilbage til at supplere Reggie Wayne, Pierre Garçon og Austin Collie i Colts’ spread offense?

Forudsigelse:
Colts ligner på forhånd divisionens – hvis ikke hele AFC-konferencens eller sågar hele ligaens – bedst besatte hold. Så en gentagelse af Super Bowl-sejren i 2007 er ikke svær at forestille sig. Men nu er det jo sjældent det på papiret bedste hold, der ender med Vince Lombardi-trofæet …

2. Houston Texans (#2 i 2009 med ni sejre og syv nederlag)

Nyt:
På nær cornerback Dunta Robinsons forventede afgang er Texans’ startopstilling mere eller mindre intakt. Rookie Kareem Jackson tager over, men det bageste geled i forsvaret er et skidt sted at være svækket, når man er i samme division som Colts.

Stærkeste led:
Texans havde faktisk ligaens bedste kasteangreb i sidste sæson. Quarterback Matt Schaub har giftige våben i wide receiverne Andre Johnson og Kevin Walter samt tight end Owen Daniels, som dog stadig plages af den alvorlige skade, der holdt ham ude af sidste halvdel af grundspillet sidste år.

Svageste led:
Running back-positionen har efterhånden været Texans’ smertensbarn i en del år. Rookie Ben Tate blev slemt skadet i optaktsfasen og er ude resten af året. Det efterlader i lighed med sidste år holdet med Arian Foster og Steve Slaton i træner Gary Kubiaks zoneblokeringssystem. Det er ikke optimalt. Så er holdet bedre stillet på kicker-situationen, hvor Kris Brown, der i 2009 havde flere fæle afbrændere, der kostede sejre i de døende sekunder. Nu er Neil Rackers hentet ind for at konkurrere om pladsen.

Hold øje med:
Sidste års bedste defensive rookie, Brian Cushing, har karantæne i sæsonens fire første kampe. Xavier Adibi er udset som afløser, men han besidder slet ikke Cushings atletiske evner som weakside linebacker i holdets 4-3-forsvar. Kan Adibi løfte opgaven og hjælpe Texans til en god start på sæson, er holdets drøm om endelig at komme i slutspillet dog ikke umulig at nå.

Forudsigelse:
Der er blevet råbt ’ulven kommer’ så mange gange om Texans og slutspillet, men i 2009 tog holdet et stort skridt mod det forjættede land ved at notere sig for flere sejre end nederlag for første gang nogensinde. Det bliver dog ikke nemt at nå det sidste stykke over stregen, for Texans har på papiret det sværeste program af alle hold i år. Klikker angrebet ligesom i 2009, er holdet dog en dark house, men i første omgang skal Texans koncentrere sig om at holde Tennessee Titans og Jacksonville Jaguars bag sig i divisionen.

3. Tennessee Titans (#3 i 2009 med otte sejre og otte nederlag)

Nyt:
Der er en foryngelseskur i gang i Tennessee. Væk er veteraner som linebacker Keith Bulluck, defensive end Kyle Vanden Bosch og center Kevin Mawae. Så hvem skal nu tage ansvar og være træner Jeff Fishers forlængede arm på banen?

Stærkeste led:
Running back Chris Johnson leverede en helt forrygende sæson sidste år med 2.006 yards på jorden. Med så god en running back kan det ikke gå helt galt for Titans. ’CJ2K’, som han kaldes, har dog meget at takke sin offensive linje for. Der findes ikke ret mange linjer i ligaen, der er bedre til at åbne huller for running backen end Titans’.

Svageste led:
Kasteforsvaret var fornærmende ringe i begyndelsen af sidste sæson og endte året med at være NFL’s næstdårligste. Det skal forbedres markant i alle geledder – de fire forreste skal øge presset på modstandernes quarterback, de mange tilladte spil for over 20 yards skal stoppes og så skal der skabes flere turnovers.

Hold øje med:
Vince Young er (næsten) ’invincible’, hvis man kigger på hans sejrsstatistik. Men den tidligere mentalt ustabile quarterback mangler at vise, at det mindeværdige, gamewinning 99-yard drive, der endte med et touchdown-kast på en lang fjerde down i de døende sekunder mod Arizona Cardinals sidste år, ikke var en tilfældighed. Og kan Young levere varen, når lokummet står i flammer?

Forudsigelse:
I 2008 var Titans det bedste hold i grundspillet. I 2009 åbnede holdet med at tabe de første seks kampe. Alligevel var Titans tæt på at nå slutspillet. Forudsat at holdet ikke får samme rædsomme begyndelse på sæsonen, kan det godt snige sig med i slutspillet, for der er ikke ret stor styrkeforskel på Titans og konkurrenterne fra Texans.

4. Jacksonville Jaguars (#4 i 2009 med syv sejre og ni nederlag)

Nyt:
Mens angrebet er stort set intakt, er der sket store justeringer på forsvaret. På nær den rutinerede defensive end Aaron Kampman, der er kommet til fra Green Bay Packers, er de andre tre på den defensive linje ret unge, og så er Kirk Morrison fra Oakland Raiders ny middle linebacker.

Stærkeste led:
Maurice Jones-Drew er en af ligaens bedste running backs og det farligste våben på holdet. Den lille kanonkugle har tilmed fået venstre guard Justin Smiley, som var med til gøre Miami Dolphins til ligaens fjerdebedste løbeangreb i 2009, til at blokere for sig. Og så klapper Kampman nok i hænderne over, at han igen vil være at finde i et 4-3-forsvar, hvor han er klart bedst.

Svageste led:
Jaguars har måske ligaens svageste gruppe af wide receivere. Førstereceiver er Mike Sims-Walker, og han er habil nok, men herefter er holdet tyndt besat. Og så vil der være megen fokus på den nykonstruerede defensive linje i år, for i 2009 genererede Jaguars sølle 14 sacks i 2009. Der var enkelte spillere, der noterede sig for flere end Jaguars-holdet tilsammen.

Hold øje med:
Der var ikke mange, der havde regnet med, at defensive tackle Tyson Alualu ville blive draftet som nummer otte i første runde. Men det gjorde han og er nu starter i midten som afløser for John Henderson. Alualu er en anden og mere adræt type, hvis opgave i højere grad bliver at penetrere modstandernes offensive linje og skabe ravage bag line of scrimmage. Rookie-tackles plejer dog at have en svær første sæson. Forhåbentlig er Alualu en undtagelse set med jaguarøjne.

Forudsigelse:
De mange ømme punkter både på angrebet og forsvaret gør det svært at se Jaguars som andet end bundprop i AFC South. Holdet skal være glade, hvis det bliver til en kopi af sidste sæsons syv sejre.