Målmandskarrusellen drejer igen i morgen hos Manchester United. Den unge spanier David de Gea vil helt sikkert være tilbage i målet ude mod Swansea – efter danske Anders Lindegaard holdt nullet i seneste ligakamp mod Sunderland. Men jeg begriber ikke hvorfor.

Nuvel, jeg ved godt, emnet trætter både manager Alex Ferguson og David de Gea. Ja, selv en af 6’erens seere har skrevet til os med ønske om, at vi dropper Lindegaard-hypen og fokuserer lidt mindre på selv de mindste fejltrin hos hans rival. Men hør nu her: Når Danmark nu endelig igen har en spiller i verdens største klub, så laver vi ikke pludselig en ‘Troels Lund Poulsen’ og pålægger os selv tavshedspligt om emnet. Nej, vi vurderer. Og sammenligner. Især når man har svært ved at se den sportslige årsag til, at de Gea står foran Lindegaard.

Indrømmet, de Gea er blevet bedre siden sin usikre start i England. Der har været fine refleksredninger undervejs, men jeg ser på ingen måde den 21-årige spanier vise hverken den autoritet eller det drive, som 27-årige Lindegaard udstråler, når han gør bolden til sin egen. Og i en sæson, hvor Manchester United arbejder med at starte spilopbygningen helt nede hos målmanden, har jeg langtfra set afgørende beviser på, at de Gea er bedst som første markspiller.

Jeg har set mange lange bolde og ikke lange afleveringer fra de Geas fødder – og ikke så få skæverter.

Jeg synes oprigtigt talt, at Lindegaard ser bedre ud til den leg.

Argumentet fra folk, der er trætte af diskussionen, lyder ofte, at hvis Lindegaard vitterligt var bedre end de Gea, så ville   Lindegaard selvfølgelig være førstemålmand. Ferguson er jo ikke dum. Nej, men der er vel ingen, der vil være så naiv at påstå, at det aldrig er sket ude på arbejdsmarkedet, at navn (og måske ungdom) giver job til den mindre kvalificerede kandidat.

De Gea er et prestigeindkøb, Lindegaard kom fra fodboldverdenens baggård i Norge. Så selvfølgelig er Ferguson nødt til at prioritere de Gea. Men derfor kan Lindegaard godt være bedre, og lur mig om ikke Ferguson godt ved det. I ingen anden klub i Premier League vil man i denne sæson kunne finde en andenmålmand, der har fået to ligakampe, mens førstemålmanden har været både fit og karantænefri.

Ville det være sket, hvis Uniteds førstemålmand reelt var bedre? Min påstand er, at hvis de Gea hed Lindegaard, og Lindegaard hed de Gea, så ville de Gea stå – hver gang!