Det er aldrig belejligt at blive skadet som professional fodboldspiller. Men nogle tidspunkter er nu værre end andre – og som Anders Lindegaards sæson i Manchester United har udviklet sig, kunne keeperens ankel dårligt have valgt at skride sammen på et dårligere tidspunkt end lige netop nu.

Efter at have slidt og slæbt sig til tjansen som førstemålmand foran det dyre spanske stortalent David de Gea lignede det næsten en formalitet at køre sæsonen i hus for danskeren.

Nu ligner det i stedet en åben slagudveksling frem mod sommerpausen. For ærligt talt, manager Alex Ferguson har haft mere end svært ved at sætte spanieren af holdet, selv om præstationerne har været mildest talt svingende – silkesnoren var helt utroligt lang.

Men til sidst gik den dog ikke længere med de Geas usikre indgreb, skrøbelige selvtillid og mangel på dominans i feltet. Og selv set med danske briller var udskiftningen på målmandsposten mere et fravalg af David de Gea end et tilvalg af Anders Lindegaard.

Nu kan konkurrencesituationen hurtigt blive nulstillet igen. Eller endda give den unge spanier et lille plus. Forude venter nøgleopgaver for mesterskabsaspiranterne mod Chelsea (den 5. februar) og Liverpool (den 11. februar), hvilket er helt soleklare muligheder for i bogstaveligste forstand at gribe chancen for den nuværende nummer to i danskerens fravær. Spiller David de Gea to brandkampe her, vil Alex Ferguson uden at blinke lade Anders Lindegaard få pladsen på bænken. Sådan ser det i hvert fald ud herfra.

Indrømmet, sæsonens udvikling taget i betragtning kan det også være, at spanieren kommer til at bævre som et espeløv på grund af udfordringerne, men hvem ved, hvordan han vil reagere uden at have den høje dansker siddende og lure få meter uden for sidelinjen. Klar til at springe ind ved næste fejl.

 

Nu har David de Gea så at sige fået arbejdsro til at spille sig i front i verdens mest omdiskuterede keeperduel, også selv om han så selv var sløj og måtte melde afbud til gårsdagens Premier League-møde med Stoke. Der er stadig ro til at rette op på småkiksere uden øjeblikkeligt at blive hevet ud.

 

Og det er surt for Anders Lindegaard, for det var faktisk ganske fortjent, at han havde positioneret sig som den bedste i Manchester United.

 

Men uanset udfaldet af den duel, så er spekulationerne om et muligt lindegaardsk EM-afbud unødvendige og meningsløse. 1) Så er ankelskaden heller ikke værre. 2) Om Danmark så kommer til at spille tre, fire, fem eller seks slutrundekampe, vil det ikke ændre på, at Morten Olsen virker til at have meget lettere ved at træffe sit valg end Alex Ferguson. For i landstrænerens hoved er Thomas Sørensen ubestridt førstevalg. Det er overhovedet ikke til diskussion, har han ved flere lejligheder ladet forstå.

 

Og så er den sådan set ikke længere – men så igen: Thomas Sørensen kan jo også blive skadet …