»Jeg er så glad lige nu, og det føles ba­re helt rigtigt i ma­ven. Jeg er gået ef­ter en klub, der vir­kelig gerne ville ha­ve mig. Og Villar­re­al har vist stor inte­resse.«

Der var travlt ved forhandlingsbordene rundtomkring i Europa i aftes. Lige til det allersidste, før i går blev til i dag, blev der sat underskrifter på kontrakter om køb, salg og leje af fodboldspillere – selv om de involverede klubber, spillere og agenter har haft hele august til at handle i.

Størst opmærksomhed vakte brasilianske Robinho, der skiftede fra Manchester City til AC Milan i Serie A. Angriberen, der kommer til at danne en giftig frontduo med ligeledes nyindkøbte Zlatan Ibrahimovic, faldt aldrig til i Premier League og var i foråret udlejet til Santos i hjemlandet.

I den hjemlige superliga var det mest opsigtsvækkende skifte, at FC Nordsjælland-angriberen Nicki Bille Nielsen blev skudt af sted til spanske Villarreal sent i aftes.

At det hele sker lige op mod deadline er lidt irriterende, erkender spilleragenten, John Sivebæk.

»Jeg ville ønske, at det ikke var sådan, men det er tendensen, desværre,« sagde John Sivebæk under en kort pause op til deadline.

Han antyder, at det er klubbernes skyld, at det bliver til ‘panik før lukketid’.

»Det skal du spørge klubberne om. Det er ikke med vores gode vilje, at det skal være til sidst. Vi kan kun være et sted ad gangen. Hvis man for eksempel har fire-fem handler, der skal lukkes her til sidst, så kommer det vist til at knibe lidt,« som han siger det.

Den tidligere sportsdirektør i FC København Niels-Christian Holmstrøm mener dog ikke, at det er klubbernes skyld alene, at mange spillerhandler først bliver lukket sammen med vinduet:

»Først er der VM, så er der ferie, og selv om sportsdirektører aldrig holder ferie, bliver det svært, når spillere og agenter er på ferie. Og så bliver det jo altid hen mod slutningen. Desuden er der mere end to parter. Det er ikke kun to klubber. Der er også en spiller, og nogle gange flere spillere, og der er agenter. Derfor kan det blive lange forhandlinger, og så hjælper det altid, at man står op mod en deadline. Det er derfor finanslovsforslag og sådan noget altid bliver afgjort i en sen nattetime. Der, hvor den mest udholdende vinder, eller hvor der ingen vinder er.«