Bjarne Riis var også optimist i går.
Godt var han ked af karantænedommen til Alberto Contador, men Team Saxo bank-ejeren formåede også at se positivt på fremtiden.
For det første lovede han fuld opbakning til sin spanske stjernerytter også i fremtiden – og give ham mulighed for at vende tilbage til asfaltvejen efter karantæneudløbet i august.
»Efter at have haft tid til at læse dommen fra den internationale sportsdomstol (CAS), fortsætter vi med at støtte Alberto Contador. Dommen siger, at det er meget lidt sandsynligt, at der ligger bevidst snyd bag. Det er mere sandsynligt, at det er et uheld, at det er kommet ind i kroppen. Jeg stoler 100 procent på Alberto,« sagde Bjarne Riis på gårsdagens pressemøde i Pinto.
For det andet troede han på fremtiden for Team Saxo Bank, selv om alle Alberto Contadors ranglistepoint nu forsvinder.
»Jeg tror og håber på, vi nok skal bevare vores licens. Jeg kan ikke se nogen grund til, vi ikke skal det. Vi er et af de ældste World Tour hold. I de sidste 10-12 år har vi været en stor del af sporten, og vi har stadigvæk et stærkt hold. Og vi vil blive ved med at kæmpe,« sagde Bjarne Riis til Sporten.tv2.dk.
For det tredje regnede Bjarne Riis med, at Tour de France nok skal blive spændende set med Team Saxo Bank-briller.
»Jeg forbereder mig så godt, som jeg kan med mit hold. Jeg har intentioner om at bide fra mig, når vi når dertil. Vi har mange vigtige løb, vi skal ud og køre inden. Jeg er overbevist om, at det hold, vi har, skal nok mande sig op og levere nogle gode resultater. Det jeg kan garantere, det er, at vi nok skal bide fra os, når vi når dertil,« sagde Bjarne Riis til Sporten.tv2.dk.




































/templates/img/global/5-col-line.jpg)




