Det ligner en gavebod for FC Københavns superskarpe angribere: En uge efter at have banket AGF med 5-0 bliver César Santin, Dame N’Doye og Jesper Grønkjær sluppet løs på et af superligaens ringeste forsvar.
I 19 kampe har Brøndby lukket ikke færre end 33 mål ind, og op til kampen må træner Kent Nielsen endda bytte ud på en eller to pladser i forsvaret på grund af skader.
César Santin, FC København
»Vi har hele tiden skabt mange chancer«
Bang. Smask. Kapaw. Tre styks scoringer. Han er hottere end nogensinde, brasilianske César Santin.
»Ja, jeg må sige, det var en rigtig god kamp mod AGF. Alle ved jo, at jeg ikke er en rigtig topscorertype, men alligevel får jeg lavet tre mål. Og når holdet laver fem i alt, så må man sige, at vi er på rette vej,« lyder det fra César Santin.
Med løvernes fem kasser er holdet nu ikke bare bedst defensivt, men også offensivt, hvor FCK’erne har nettet 36 gange i alt. Der har ellers været perioder, hvor de har haft været mere ineffektive foran mål, men noget tyder på, at de perioder er ovre.
»Vi har hele tiden skabt mange chancer i kampene, men nu scorer vi så bare på dem. Det er svært at sige, hvad der præcist gør det, men vi har arbejdet hårdt til træning, og det har da været med til at øge skarpheden,« siger brasilianeren, som nu er noteret for seks superligascoringer.
Og de mange træffere kan gøre César Santin og holdkammeraterne endnu farligere.
»Det er vigtigt for selvtilliden både for mig selv og holdet. Lige nu har jeg en rigtig god følelse i kroppen, og jeg føler mig stærk. Det er helt anderledes end i efteråret, hvor jeg løb ind i flere skader, der gjorde det svært at finde formen,« lyder det fra forwarden, som ser frem til et seværdigt lokalderby på søndag.
»Det er en stor match i Danmark, og publikum får en god oplevelse, tror jeg. For alt kan ske i de her kampe. Men jeg tror på, vi kan snuppe sejren,« spår han.
Anders Randrup, Brøndby
»Vi skal arbejde på at blive mere stabile«
En af de bageste Brøndby-folk, der skal forsøge at ændre på den ringe målstatistik er forsvareren Anders Randrup.
»Sønderjyske fik et par chancer i første halvleg, men der var jeg ikke med. Jeg synes, det gik meget godt i anden,« siger Anders Randrup, der dog indrømmer, at der er plads til forbedringer.
Blandt andet er der plads til mere kynisme og mindre hæl og tå.
»Vi må ikke sløse, og vi skal være mere kyniske, når vi skal sparke bolden væk. Det har vi brug for lige nu som hold, hvor vi ikke vinder så mange kampe,« siger han og tilføjer.
»Vi skal arbejde på at blive mere stabile blandt de bageste. Det er dem, der bliver klandret mest, man hele holdet er jo med til at forsvare.«
Anders Randrup fortæller, at arbejdet med at forbedre forsvaret er i fuld gang og har været det længe.
»Der er sket meget over vinteren. Vi har arbejdet med taktiske og fysiske ting, som jeg håber kan ses over tid, men vi skal have flere kampe i benene, før der kommer resultater. Ikke dermed sagt, at vi ikke kan vinde, men det er et ændret Brøndby-hold, og det tager tid at spille sammen, men vi har et godt hold,« lyder det fra Anders Randrup, som ikke er bleg for at blæse på statistikkerne og være en smule optimistisk før lokalbraget:
»Jeg ser det som en udfordring, at de har gode offensive spillere. Jeg glæder mig til at spille mod dem. Vi er klar, og jeg tror, vi tager en kneben sejr på 2-1.«


















































/templates/img/global/5-col-line.jpg)








