Det bliver med et hold oplagte spillere, at Danmark på tirsdag skal tage kampen op mod Island i den første kvalifikationskamp til EM i 2012.

Langt de fleste i Morten Olsens trup har nemlig fået masser af spilletid i deres klubber. Kun Lars Jacobsen, Thomas Kahlenberg og Dennis Rommedahl mangler endnu at komme på banen for deres klubhold.

Der har ellers tidligere været problemer med, at danskere ikke har fået meget spilletid i deres klubber. Noget, som kan påvirke spillerne, medgiver Christian Poulsen, der netop har fået sin Premier League-debut for Liverpool. Han kan godt se det gode i, at landsholdskammeraterne får spilletid i deres klubber.

»Det er positivt. At alle får spilletid, er noget, der har manglet tidligere og har været et problem. At få spilletid gør jo, at spillerne kommer med en portion selvtillid fra klubberne, og det er altid godt,« siger Christian Poulsen.

Også landstræner Morten Olsen mener, at det er en positiv udvikling, at så mange danskere har fået mange kampe i benene.

»Det er klart bedre, end hvis de ikke får spilletid. Klubberne har været igennem en forberedelsestid, hvor de fleste har fået spilletid, og det er rigtig godt for dem, for det forbedrer deres niveau. Det er også på grund af deres niveau, vi har udtaget dem,« siger han.

Christian Poulsen mener, at spilletiden og landsholdsdebutanterne, der kom på banen i Danmarks seneste træningskamp i Parken mod Tyskland, lover godt for fremtiden.

»Mod Tyskland var der mange nye med, og det gik rigtig fint, og nu hvor mange har succes, det tegner godt frem mod kvalifikationskampene,« siger Poulsen om fremtiden med de mange nye holdkammerater.