AFC West kandiderer stadig til at være ligaens ringeste division. Men selv om ingen på papiret ser ud til at kunne true San Diego Chargers, vejrer Raider Nation morgenluft. Måske endda med god grund, for det tidligere galehus har ageret fornuftigt i løbet af offseason. For Kansas City Chiefs og Denver Broncos ser det derimod ud til at blive en lang sæson.
1. San Diego Chargers (#1 i 2009 med 13 sejre og 3 nederlag)
Nyt:
Træner Norv Turner har haft en noget tumultarisk offseason. I skrivende stund nægter både venstre tackle Marcus McNeill og wide receiver Vincent Jackson at støde til holdet på grund af utilfredshed med deres kontraktsituation, og meget tyder på, at ingen er dem vil være en del af Chargers-holdet i denne sæson. Væk er desuden running back LaDainian Tomlinson, nose tackle Jamal Williams og cornerback Antonio Cromartie.
Stærkeste led:
Kasteangrebet var i 2009 rangeret som NFL’s femtebedste. Det skyldes ikke mindst quarterback Philip Rivers, der efterhånden har etableret sig som en af ligaens bedste. Hans lederevner – og tight end Antonio Gates – kan bære Chargers langt igen i år. Uden Vincent Jackson, der greb 68 bolde for 1.167 yards og ni touchdowns, rykker Legedu Naanee ind modsat Malcolm Floyd, og det er umiddelbart en svækkelse.
Svageste led:
Der hviler et tungt pres på rookie Ryan Mathews, der skal løfte arven efter legendariske LaDainian Tomlinson. Mathews kan dog trøste sig med, at løbeangrebet sidste år var ligaens næstdårligste, så han kan næsten kun gøre det bedre end ’L.T.’. Mathews rummer dog så meget talent, at det næsten er synd at kalde ham for det svageste led, men det vidner om, at resten af holdet bare er godt besat på de fleste pladser. Outside linebacker Shawne Merriman går under tilnavnet ’Lights Out’, fordi han plejer at slukke lyset for modstandernes quarterback med sine mange sacks. Men i de to seneste sæsoner er det, som om det er hos Merriman selv, at lyset har været slukket. Meget kan tilskrives en alvorlig knæskade, der holdt ham ude af hele 2008-sæsonen. Hvis ikke han forbedrer sit spil kraftigt, synes hans dage som toprusher i 3-4-forsvaret talte i San Diego.
Forudsigelse:
Med al den kvalitet, der – trods spørgsmålstegnene omkring Vincent Jackson og Marcus McNeill – er i truppen, burde holdet vinde divisionen for femte gang i træk. Om det så kan bryde januarforbandelsen i slutspillet, er mere end tvivlsomt.
2. Oakland Raiders (#3 i 2009 med 5 sejre og 11 nederlag)
En draft, hvor Oakland Raiders får ros, er i den grad en nyhed. Men det var tilfældet i år, hvor den berygtede ejer Al Davis besindede sig og draftede middle linebacker Rolando McClain i første runde. De fleste iagttagere anser det også for en yderst fornuftig – om end dyr beslutning – at skille sig af med det tidligere topvalg JaMarcus Russell, som aldrig slog til som quarterback. Forsvaret har altid været gode til at dæmme op for modstandernes kasteangreb, selv om det tillader for mange store spil. Rangeringen i top-10 snyder lidt, for modstanderne plejer at løbe bolden meget mere, når de står over for det hullede løbeforsvar. Det ændrer dog ikke på, at Raiders i Nnamdi Asomugha har en af NFL’s bedste cornerbacks. Selv om Justin Fargas er væk, er der store forventninger til løbeangrebet, hvor Darren McFadden og Michael Bush deles om tjansen som running back. Kicker Sebastian Janikowski og punter Shane Lechler er blandt NFL’s bedste på deres position.
Svageste led:
Dårlige wide receivere, en ustabil offensiv linje og manglende kontinuitet på quarterback-positionen har gjort, at Raiders’ kasteangreb har været en tam omgang de seneste år. Det sidste håber Raiders at have fundet løsningen på ved at hente quarterback Jason Campbell til klubben. Med tilgangen af McClain og defensive tackle John Henderson skulle forsvaret også gerne forbedre sidste års rangering som nummer 29 imod løb.
Hold øje med:
Selv om han nu er skiftet til et 4-3-forsvar, virker Kamerion Wimbley til at blive en gevinst som outside linebacker. I preseason lavede Wimbley fire sacks mod Chicago Bears. Forudsigelse:Træner Tom Cable har grund til at gå optimistisk ind til sin anden sæsonstart. Han virker til at nyde så stor respekt hos Al Davis, at den enerådende ejer blander sig mindre i det sportslige end tidligere. Det er kun en fordel. Slutspilsdeltagelse er nok for meget at forlange, men det er ikke urealistisk, at Raiders vinder lige så mange kampe, som holdet taber.
3. Kansas City Chiefs (#4 i 2009 med 4 sejre og 12 nederlag)
Nyt:
Størst fokus samler sig omkring trænerteamet, der har fået tilgang af et par legender. Charlie Weis og Romeo Crennel var med til at grundlægge New England Patriots’ status som et dynasti, og nu skal de to koordinatorer så hjælpe træner Todd Haley med at hive Kansas City Chiefs op af dyndet.
Stærkeste led:
Med Jamaal Charles og tilgangen af Thomas Jones har Chiefs nu to running backs, der i alt løb for 2.522 yards og 21 touchdowns i 2009. Det kan ingen andre hold prale af. Det bliver spændende at se, hvordan Weis og Haley vil bruge de to. Den defensive linje i 3-4-forsvaret var ikke noget at skrive hjem om sidste år, men den har et af de største uforløste potentialer i NFL.
Svageste led:
Den offensive linje tillod alt for mange sacks i 2009. Det skal forbedres, hvis quarterback Matt Cassel skal nyde gavn af, at han nu kommer til at spille i et system, der ligner det, han havde succes i hos Patriots som vikar for Tom Brady. Kasteforsvaret tillod alt for mange store spil sidste år. Det hang sammen med de alt for få sacks, forsvaret formåede at generere. Også her er der stort rum for forbedring.
Hold øje med:
Forudsat at Cassel blomstrer op under Weis, vil wide receiver Dwayne Bowe have gode chancer for at vende tilbage til den form, han viste i 2007 og 2008, hvor han greb bolde for omkring 1.000 yards. Det tidligere førsterundevalg har smidt 15 kilo, og hans arbejdsmoral, som der tidligere har været sat spørgsmålstegn ved, ser ud til at være højnet.
Forudsigelse:
Selv om Chiefs tabte syv af otte hjemmekampe i 2009 er Arrowhead normalt et svært sted at spille, og kan Chiefs overleve de første fem kampe uden alt for mange nederlag, er der grobund for at opbygge momentum i den midterste tredjedel af et overkommeligt program. En fordobling af antallet af sejre i 2009 bliver det nok ikke til, men det bliver tæt på.
4. Denver Broncos (#2 i 2009 med otte sejre og otte nederlag)
Nyt:
Før sidste sæson var det Denver Broncos’ secondary, der fik en ordentlig overhaling af Josh McDaniels, da han tiltrådte som træner. I år er det så den defensive linje i 3-4-forsvaret, som tidligere linebacker-træner Don Martindale nu har ansvaret for, der er blevet opgraderet med Justin Bannan og Jarvis Green på defensive end ved siden af nose tackle Jamal Williams. Værre er det, at outside linebacker Elvis Dumervil, der sidste år lavede flest sacks af alle, er blevet skadet for resten af sæsonen, og at wide receiver Brandon Marshall er blevet handlet til Miami Dolphins.
Stærkeste led:
Den offensive linje hører til blandt ligaens bedste, men venstre tackle Ryan Clady har fået sin offseason spoleret af en knæskade, og kun tiden vil vise, hvor hæmmet han er af den. Det er dårligt nyt for den ellers glimrende running back Knowshon Moreno, der imponerede i sin rookie-sæson i 2009. Holdets secondary, der blandt andet tæller cornerback Champ Bailey og safety Brian Dawkins, var med til at sørge for, at kasteforsvaret sidste år var ligaens tredjebedste.
Svageste led:
Uden Brandon Marshall og med Clady skadet får quarterback Kyle Orton det svært i begyndelsen af sæsonen. Rookie Demaryius Williams har næppe kvaliteterne til at udfylde hullet efter Marshall. Og det er svært at se, hvor presset på modstandernes quarterback skal komme fra uden Elvis Dumervil, der stod for 17 af Broncos’ 39 sacks sidste år.
Hold øje med:
En kontraktforlængelse plejer at være en indikation af, at holdet har tillid til en. Spørgsmålet er dog, hvor længe Orton vil være starter, hvis Broncos kommer skidt fra start. For på bænken sidder fænomenet Tim Tebow, der blev draftet i første runde i år. Selv om han officielt er tredjequarterback, vil fansene utvivlsomt kræve ham på banen. Men vil Tebow være svaret?
Forudsigelse:
Efter seks sejre i de første seks kampe faldt Broncos fuldstændig sammen i de sidste 10 kampe, hvoraf holdet tabte de otte, så en sikker slutspilsplads blev sat over styr. Desværre for Broncos-fans er afslutningen på 2009-sæsonen nok det mest reelle på holdets styrke i år, efter at Marshall er væk, og Dumervil og Clady er skadet. Mere end en håndfuld sejre bliver det nok ikke til.




















































/templates/img/global/5-col-line.jpg)








