Så begyndte den for alvor. Super Bowl-hypen. I går var den obligatoriske medie-dag, afholdt sidste tirsdag inden kick-off, på selve underlaget for årets knaldperle mellem New York Giants og New England Patriots.
På et Lucas Oil Stadium fyldt med fans og tusindvis af spørgelystne reportere fra hele verden var spillerne fra de to hold midtpunkter for en bunke af Super Bowl-relaterede spørgsmål. Og knap så Super Bowl-relaterede spørgsmål alt imens bifaldene bragede ned fra tribunerne.
Et udpluk:
Giants´ Eli Manning afslørede, at han stadig sover i køjeseng med sin storebror Peyton, når de overnatter hos forældrene.
Patriots’ Wes Welker fortalte, at den hættetrøjeklædte coach Bill Belichick har en – efter hans opfattelse – ‘forfærdelig påklædning’.
Giants´ Dwayne Hendricks beviste, at amerikanere bare ikke er særligt gode til at tale tysk.
Giants-kickeren med de skotske aner, Lawrence Tynes, forklarede, at han med årene har mistet sin accent – men det har hans mor ikke:
»Nogle gange må jeg sætte medhør på efter kampen, for de andre elsker at høre hende snakke,« som han fortalte.
Den knap så joviale Giants-coach Tom Coughlin nægtede at lave et salsa-move for det spansktalende medie, der ellers havde medbragt en diskokugle.
For Patriots-tight end Rob Gronkowski var der dog næsten udelukkende football på spørgemenuen. Han er nemlig den eneste spiller, der stadig er lille smule tvivlsom til Super Bowl på grund af en skadet ankel.
»Jeg tager det dag for dag. Og jeg gør bare som træningsstaben siger, jeg skal gøre. Jeg gør små fremskridt hver dag, og jeg har det bedre dag for dag. Det er positivt,« sagde Rob Gronkowski.
Og på Lucas Oil Stadium kunne man i øvrigt også få bevis for, at ligner man Patriots-stjernen Tom Brady ret meget – og har taget sin Patriots-uniform på – så får man næsten lige så meget opmærksomhed som den ægte vare.
Natten til mandag begynder Super Bowl. Man kan sagtens forstå, hvis spillerne glæder sig.








































/templates/img/global/5-col-line.jpg)




