Alverdens cykelfans kan roligt geare op for forventningerne til Paris-Nice, som begynder på søndag. Hele verdenseliten har nemlig meldt sin ankomst.
Og selv om det er tidligt på cykelsæsonen, mener den tidligere cykelrytter Rolf Sørensen, at løbet vil byde på masser af action.
»Ja, for pokker. Det er nu, at det første psykologiske spil frem mod Touren begynder. Og de store ryttere plejer faktisk at være i ganske god form nu her, så der er da ingen tvivl om, at de gerne vil markere sig over for hinanden,« siger Rolf Sørensen til metroXpress.
Han vurderer, at Alberto Contador, Alejandro Valverde og sidste års vinder, Luis Leon Sanchez, er de tre ryttere, der skal kæmpe om den samlede sejr. Men det bliver ‘marginalerne, der afgør, hvem af dem der sejrer’.
Paris-Nice vil dog næppe blive domineret af nogen danske ryttere. For selv om løbet ellers er skræddersyet til Saxo Banks Jakob Fuglsang, regner han ikke med at få en hovedrolle.
»Nej, jeg er desværre ikke helt i den form, jeg havde ønsket at være i lige nu. Min vintertræning har været dårlig, fordi jeg har været hæmmet af en knæskade. Så jeg skal bare hjælpe Jens og Fränk (Voigt og Schleck, red.),« siger danskeren, som spår Fränk Schleck til at kæmpe med om podieplaceringerne.



















































/templates/img/global/5-col-line.jpg)








