Mellem 400.000 og 600.000 danskere kæmper mod en psykisk lidelse, og de fleste af dem tror ikke på, at livet nogensinde bliver bedre. Det viser en ny undersøgelse, Userneeds har lavet på vegne af Lundbeck.
»Det gør dybt indtryk på mig. Ikke alene skal de slås mod sygdommen, men også mod bekymringen for, hvordan det skal gå dem. Det er rystende tal,« siger professor i psykiatri på Århus Universitetshospital Poul Videbech.
Langt over halvdelen af de adspurgte tror ikke på, de får livet før sygdommen igen, og den største bekymring for 6 ud af 10 er, om de nogensinde bliver raske. Konsekvenser af de sorte tanker er ekstrem isolation, siger patientforeningerne for psykiske lidelser som angst og depression.
»Man isolerer sig selv, og man bliver isoleret, fordi det kan være utrolig svært for pårørende at skulle håndtere den her sygdom konstant,« siger sekretariatschef i Depressionsforeningen Kasper Tingkær.
Flere kilder peger på, at arbejdsmarkedet er et effektivt instrument til at jage sortsynet væk og give psykisk syge nyt mod. Men:
»Det går ad pommern til. I en økonomisk krise hægtes de svageste af arbejdsmarkedet først, og når du hægtes af der, forøger det sortsynet,« siger Knud Kristensen, formand for Landsorganisationen Sind.
Poul Videbech mener, at regeringen er i gang med at snøre arbejdsmarkedet helt til, så psykisk syge ikke kan trænge ind.
»De gør det endnu værre ved at begrænse muligheden for fleksjob og revalidering. Jeg kan godt forstå, man er bekymret, det er jeg også,« siger professoren.

















































/templates/img/global/5-col-line.jpg)




